Tre-to-én-klimatilpasning

Klimadebatten i Danmark har i en årrække haft en alvorlig slagside. Fokus har været på energi og omstilling til andre energikilder, CO2-reduktion, elbiler, energibeskatning og lignende emner, som alle har passet inden for rammerne af en energipolitisk debat. Det væsentligste overordnede politiske spørgsmål har været: Hvordan, hvor hurtigt og hvor smertefuldt/frit kan og skal samfundet opnå en CO2-reduktion?

Den anden side af klimadebatten, nemlig tilpasningen af samfundet til et ændret klima, har stået helt og aldeles i skyggen af energidebatten. Bortset lige fra nogle få årlige uger i forbindelse med alvorlige skybrudshændelser. Når samfundet inden for nogle få timer på en julidag sidste år bliver drænet for mere end 5 milliarder kroner, så hjælper det for en kort stund på debatten om nødvendigheden af klimatilpasning af samfundet. Altså debatten om, hvordan nulevende og kommende generationer skal tilpasse samfundet til skybrud eller syndflod, som vores teologisk uddannede miljøminister ynder at sige med et glimt i øjet. Denne debat vedrører altså tiltag, som de nulevende generationer vil kunne komme til at mærke de forhåbentlig positive konsekvenser af.

Ansvaret for klimatilpasningen er efter en lidt omtumlet tilværelse nu ret entydigt forankret i Miljøministeriet. Og her er der nu konkrete tiltag.

Den 12. marts 2012 mødtes det af miljøministeren udpegede Nationale Dialogforum for Klimatilpasning for første gang. Et hold af nøglespillere indenfor klimatilpasning inkl. CONCITOs formand skal rådgive ministeren og medvirke til, at der bliver udviklet og anvendt innovative klimatilpasningsløsninger. I februar måned oprettede miljøministeren et klimarejsehold, som skal ud til kommunerne og rådgive om klimatilpasning. Ingeniørforeningen IDA præsenterede i går deres klimatilpasningsstrategi, ’Klimatilpasning af Danmark’. På DHI har vi i februar valgt at offentliggøre tre omfattende klimaguidelines med konkrete løsninger inden for henholdsvis det urbane område, de kystnære områder og det åbne land.

Det ser således ud til, at der nu er taget hånd om strategier, rådgivning og konkrete løsningskataloger. Således at kommunerne, som de ansvarlige, nu kan udarbejde og implementere de nødvendige klimatilpasnings- og beredskabsplaner, så borgerne kan føle sig trygge ved syndfloderne. Er alt så godt nu? Tja, der mangler lige en risikokortlægning: Hvor er det helt præcist, at borgere og infrastruktur m.v. er truet af skybrud frembragt af det fremtidige klima? Og så er der jo lige det med tilpasningen af modellerne for finansiering og lovområdet. Dér er der et godt stykke vej endnu. Takstfinansiering af klimatilpasning er problematisk, og de kommunale budgetter levner ikke umiddelbart rum til klimaregningen. På forskellige områder vil love også skulle tilpasses for at tillade den bedst mulige klimatilpasning.

Lad os glæde os over, at der nu kan (og skal) sættes fuldt tryk på udarbejdelsen af værdifulde og effektive klimatilpasningsplaner. Og lad os håbe, at Miljøministeriet hurtigt får tilpasset lovgivning og mulighederne for finansiering, så borgerne kan spare finansieringen af Noah’s ark. 

---

Jacob Høst-Madsen er direktør for DHI og medlem af CONCITOs råd.