Dansk energipolitik ved en korsvej

Pressemeddelelse
Energistyrelsens energiscenarier giver et godt afsæt for en mere klimavenlig energiforsyning i Danmark. Nu kan og skal politikerne vælge retning for den langsigtede grønne omstilling.

Energistyrelsens analyser om fremtidens danske energisystem viser, at det for en beskeden meromkostning er teknisk muligt at konstruere et energisystem, der i 2050 ikke er baseret på kul, olie og naturgas, og i en samlet vurdering af økonomi, klimaeffekt og selvforsyningsgrad falder de elbaserede vindkraftscenarier bedst ud. 

”Det er meget positivt, at politikerne nu har et solidt fagligt grundlag for at vælge retningen for den langsigtede grønne omstilling af Danmarks energisystem. Vi skal have en lang række vedvarende energikilder i spil, lige fra vindkraft, solenergi og varmepumper til geotermi og forskellige former for bioenergi. Men ligesom CONCITOs analyser af området, advarer Energistyrelsen om, at et energisystem baseret på en omfattende brug af biomasse på sigt kan påvirke klimaet negativt. Derfor er det meget interessant at konstatere, at et energisystem baseret i altovervejende grad på vind både er teknisk muligt og er til at betale”, siger CONCITOs direktør Thomas Færgeman. 

Energistyrelsen har gennemregnet fire scenarier for 2035 og 2050 uden brug af fossile brændsler (to vindscenarier kaldet ”vind” og ”brint”, og to biomassescenarier kaldet ”biomasse” og ”biomasse+”) og et scenarie, hvor fossile brændsler anvendes. Bioenergi spiller en væsentlig rolle i alle scenarierne, særligt i de sektorer, hvor der ikke findes andre alternativer til fossile brændsler som f.eks. tung transport og visse former for procesenergi. Men både i forhold til klimaet og selvforsyningsgraden vil der være flest fordele ved vind- og brintscenarierne. 

”Når disse scenarier er så vigtige at få på bordet nu, skyldes det, at investeringer i energiinfrastruktur er en langsigtet affære. De investeringsbeslutninger, der træffes nu og frem til 2020, har stor betydning for, hvordan vores energisystem ser ud i 2050. I en samlet afvejning af økonomi, klimaeffekt og selvforsyningsgrad tyder Energistyrelsens beregninger på, at et elbaseret vindkraftsystem vil være den rigtige vej at gå for Danmark. Vind- og brintscenarierne ligger omkostningsmæssigt mellem de to biomassescenarier, der er begrænset risiko for negative klimaeffekter, og det vil sikre en væsentlig højere selvforsyningsgrad”, siger Thomas Færgeman.

Yderligere information
Thomas Færgeman, 29 89 66 00

Læs Energistyrelsens analyser

Læs CONCITOs rapport om "Klimapåvirkningen fra biomasse og andre energikilder"

Foto: Colourbox.dk