Energiforligets klimaeffekt afhænger af eksemplets magt

Af Torben Chrintz og Michael Minter, CONCITO 

Det langstrakte forhandlingsforløb om den netop indgåede energiaftale gjorde det tydeligt, at aftalen handler om mange ting på én gang. Mange vil betragte forliget som en stor sejr for klimaet. Mange vil også lægge mærke til, at vi skal betale mere for energien. Endelig vil mange sikkert lune sig ved, at vi danskere – der ifølge vores selvopfattelse er langt foran andre lande på klimaområdet - nu skal være endnu mere foran.

De fleste af disse opfattelser er imidlertid forkerte eller baseret på nogle forkerte forudsætninger, og politikerne har endnu ikke gjort sig særligt umage for at forklare sagernes rette sammenhæng. Det prøver CONCITO så her, ud fra en streng analytisk tilgang. 

Usikker klimaeffekt

Energiforliget blev lanceret med det glade budskab om, at Danmark på grundlag af forligets initiativer vil mindske sin CO2-udledning med 34 % inden 2020. Betyder det så, at CO2-udledningen falder med 34 %?  Ja, vil de fleste danskere nok sige. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet. 

Det skyldes, at knap halvdelen af Danmarks CO2-udledning ligger i den såkaldte kvotesektor, som primært udgøres af de store centrale kraftvarmeværker, der producerer vores el og fjernvarme, og af de største energiforbrugende virksomheder som fx Aalborg Portland, Rockwool og Carlsberg. 

Kvotesektorens udledning er reguleret af kvotemarkedet i EU, og den globale udledning af drivhusgasser påvirkes reelt ikke af, hvilke tiltag Danmark særskilt laver i denne sektor. Det interessante i det netop indgåede energiforlig er, at langt den største reduktion ligger i kvotesektoren, mens tiltagene er relativt små og indirekte udenfor kvotesektoren. 

Ud fra en rent analytisk tilgang er den bebudede reduktion af drivhusgasser med 34 % således ikke reel. Dette anerkender Energistyrelsen også i et af baggrundsnotaterne om energiaftalen, men det er en anerkendelse, der indtil videre ikke er nået ud til ret mange borgere. 

Afhænger af eksemplets magt

Energistyrelsen mener, at den største effekt kommer fra, at Danmark kan tjene ved eksemplets magt, og dermed inspirere andre til at gøre det samme som os, samt vise, at et EU-reduktionsmål på 30 % i stedet for 20 % i 2020 er opnåeligt og realistisk. Dette argument er helt fair, men så er det det man skal sige, i stedet for at sige, at vi reducerer CO2-udledningen med 34 %.

Hvis det lykkes Danmark at inspirere andre lande kan energiforligets klimaeffekt måske ligefrem ende med at blive langt større end de 34 %. Men kun måske - for det kan jo også gå den anden vej, hvis indsatsen kommer til at fremstå som et skræmmeeksempel, og det er nok det værste vi kan gøre set ud fra et klimaperspektiv.

Et aktuelt eksempel på dette, er diskussionerne om den såkaldte Tobinskat på finanstransaktioner, hvor de knap så succesfulde svenske forsøg, der tidligere har været med en sådan skat nu bruges som et skræmmeeksempel mod selvsamme skat. Hvis svenskerne håbede, at de med deres nationale skat kunne inspirere andre, må det betegnes som en fiasko, når det svenske eksempel nu bliver brugt til det modsatte. 

Det svenske eksempel viser, at der nu hviler et helt særligt ansvar på Danmark i forhold til at sikre, at de tiltag vi bruger i den grønne omstilling af energisektoren rent faktisk også vil være succesfulde og dermed tjene til inspiration for andre lande. 

Biomasse og elpriser kan give bagslag

Med energiforliget bliver Danmarks andel af vindenergi næsten fordoblet og der satses samtidig stort på energieffektiviseringer i bygninger og erhverv, og disse tiltag vil umiddelbart have en positiv effekt på klimaet. Men et af de andre helt store virkemidler i energiforliget er brug af biomasse i energisektoren, og her er såvel klimaeffekten som miljøeffekten endog meget diskutabel. 

Mange forskere – herunder et af EU’s egne videnskabelige udvalg – vurderer, at brug af flere typer biomasse reelt ikke er bedre end kul, og i visse tilfælde er værre. Vi kan med andre ord risikere at satse på en energiproduktion, der efterfølgende betragtes som stærkt klimabelastende, hvorved vores ambitioner om eksemplets magt kan give bagslag. 

Til energiforligets forsvar skal dog nævnes, at man skal undersøge bæredygtigheden af den biomasse man bruger, men her forudsætter man jo, at der faktisk er bæredygtig biomasse til rådighed i tilstrækkelig mængder. Så først åbner man op for udbredt brug af biomasse i energisektoren, og så skal man bagefter vise, at det er bæredygtigt. Det er en meget farlig politik, og man burde i stedet gøre det omvendte – altså dokumentere bæredygtigheden inden man bruger det.

Når det er eksemplets magt, der skal bære klimafordelen i energiforliget, er det samtidigt uheldigt, at prisen for el er den højeste i Europa. Det skyldes, at el i Danmark har et uforholdsmæssigt højt afgiftstryk i forhold til andre energiformer. Men da man fokuserer på en stor andel af vindkraft i elforsyningen, vil dette, kombineret med den høje elpris, kunne bruges som et skræmmeeksempel i andre lande, hvor man – urimeligt ganske vist – vil koble den meget høje elpris med den måde elektriciteten produceres på. Og så er det ikke særlig hensigtsmæssigt, at man har et særlig højt skattetryk på den energiform, som vi i virkeligheden gerne vil have husstande og virksomheder til at bruge mere af i forhold til andre energiformer. Så alene den høje elpris vil kunne skræmme andre til at følge det danske eksempel, og så forringes klimafordelen jo ganske betydeligt.

Myten om foregangslandet

Endelig er der den udbredte forestilling om, at Danmark på alle måder er et foregangsland inden for klima og miljøområdet, og vi derfor allerede tjener som det gode eksempel. State of Green, markedsfører vi os flot som i udlandet. Denne opfattelse er nok mest selviscenesættelse, for faktuelt i forhold til andre lande er vores miljø temmelig forarmet, både hvad angår natur, vand og luftkvalitet. Vi hører også til blandt de lande i verden, der udleder flest drivhusgasser per indbygger. Selv når det handler om andelen af vedvarende energi, indtager vi en middelmådig placering bag lande som Rumænien, Estland og Portugal (se figur).

Det kan undre, at vi har så travlt med at positionere os selv som en særlig klimavenlig nation, når det faktuelt ikke er tilfældet. Men kan vi gennem den grønne omstilling af energisektoren rykke fra faktuelt at være middelmådige til de facto at være i toppen, ja så vil eksemplets magt faktisk være yderst effektfuldt. Og så vil vi for alvor have grund til at være stolte over vores klimaindsats.

Danmark indtager en niendeplads på den seneste opgørelse over andelen af vedvarende energi i Europa og ligger dermed efter lande som Rumænien, Estland, Portugal. Med energiforliget kan vi komme op i top tre sammen med Sverige og Norge og dermed bidrage til at reducere det globale udslip af drivhusgasser gennem eksemplets magt. Kilde: Eurostats statistik over andelen af vedvarende energi i det endelige energiforbrug (2009).

---

Analyse bragt i Berlingske Politiko den 2. april 2012.

Foto: www.colourbox.com