Klimapolitiske pejlemærker i 2014

 

I 2013 vil den globale udledning af drivhusgasser efter alt at dømme nå nye højder. 2013 blev også et år, hvor Danmark blev udsat for to store efterårsstorme - den ene ledsaget af en tusindårshændelse i form af ekstreme oversvømmelser i de nordvendte fjorde. Selv om man ikke kan sige, at hverken stormene eller oversvømmelserne skyldtes klimaforandringer, er der stor enighed blandt fagfolk om, at den slags vejrfænomener vil blive hyppigere.

 

At der er behov for politisk handling er ubetvivleligt. Spørgsmålet er, hvem der gør hvad - eller om de gør noget i det hele taget. Tre ting står som klimapolitiske pejlemærker i 2014.

 

Vil politikerne lytte til klimaeksperterne?
Det Internationale Klimapanel (IPCC) kom med sin dystre naturvidenskabelige vurdering af klimaforandringerne i september 2013: Klimaforandringerne er kommet for at blive og vil fortsætte langt ud i fremtiden - selv hvis vi får styr på de globale drivhusgasudledninger. Det optimistiske scenarie, hvor vi meget hurtigt får styr på udledningerne vil medføre en temperaturstigning på 2 grader inden år 2100.

 

Får vi ikke styr på udledningerne, kan det blive en temperaturstigning på 4 grader eller mere. De fysiske, sociale og økonomiske konsekvenser af det sidstnævnte scenarie er der ingen, der tør tænke på - og selv med de meget optimistiske scenarier er forskerne alvorligt bekymrede for, at vi over de næste 1.000 år vil se indlandsisen smelte, hvilket kan give havstigninger på mange meter. At vejret bliver mere vildt, er der slet ingen tvivl om.

 

I marts 2014 kommer IPCC's rapport om, hvordan vi kan tilpasse os klimaforandringerne, og i april kommer rapporten om, hvad vi egentlig kan gøre for at mindske udledningen af drivhusgasser. Det hele samles i en såkaldt synteserapport, som lanceres i København i oktober 2014. Den vil være en vigtig optakt til det store klimatopmøde i Paris i 2015 (COP21), hvor verdens lande har lovet hinanden at træffe de helt nødvendige beslutninger. Allerede nu rygtes det, at nogle af IPCC-scenarierne når frem til, at kun ved at have negativ udledning fra ca. 2050 og frem, kan det lykkes at undgå de værste katastrofer. Det vil kræve, at vi lagrer mere CO2 end vi udleder, enten gennem nedpumpning af CO2 i undergrunden (CCS) eller ved at vi eksempelvis lader være med at høste træ i skovene.

 

Kan EU udvise klimapolitisk lederskab i et valgår?
Et andet vigtigt pejlemærke er, hvad EU beslutter sig for på det klimapolitiske område. I øjeblikket har EU et mål om at reducere sin drivhusgasudledning med 20 procent inden 2020 i forhold til 1990. Det mål er stort set allerede nået, og det på trods af at CO2-kvotehandelssystemet nærmest er sat ud af kraft på grund af for mange kvoter. Målet skal være meget højere - primært af hensyn til klimaet, men også for at fremme de rigtige investeringer i energisektoren, transportsektoren, landbrugssektoren og i industrien. Det altafgørende er, at der sættes langsigtede politiske mål, så aktørerne i markederne ved, hvad de skal navigere efter.

 

EU-kommissionen har allerede spillet ud med en 40-procents reduktionsmålsætning i 2030, hvilket sandsynligvis vil være for lidt i forhold til klimaforskernes anbefalinger. Reduktionsmålet bør være højere, og det ville være ideelt, hvis EU kunne beslutte sig for en 30-procents reduktion allerede i 2020 for at give det rette signal til især energisektoren i Europa, der står for at skulle investere massivt i nye kraftværker.

 

Tør regeringen lade klimaindsatsen gå efter i sømmene?
Det sidste pejlemærke er herhjemme: Regeringen har sammen med et flertal i Folketinget indgået et energiforlig i 2012. Til gengæld er man ingen vegne kommet i forhold til landbruget og transporten. Man har godt nok fremlagt et virkemiddelkatalog, der peger på en række muligheder for at nedbringe udledningen af drivhusgasser fra disse to sektorer samt vores bygninger - men man er ikke i nærheden af at træffe politiske beslutninger.

 

Regeringen har lovet, at den vil fremlægge et forslag til en klimalov, der skal sikre rammerne for en kontinuerlig indsats for at nå de danske klimamål. Det bliver mere end spændende at se, om denne klimalov faktisk bliver den stramme ramme, der er lagt op til i regeringsgrundlaget. Her er målsætningen nemlig, at loven skal sikre en konstant opfølgning på, hvordan det går med klimaindsatsen efter britisk forbillede.

 

Briterne har en uafhængig klimakomité, som kritisk vurderer klimapolitikken - og den britiske regering er forpligtet til at reagere på kritik fra komiteen i form af ny politik. Spørgsmålet er, om den danske regering har modet til at lade sin klimaindsats gå efter i sømmene på samme måde - eller om vi ender med en slap model, hvor regeringen efterser sig selv.

 

Lad os derfor håbe, at 2014 bliver året, der viser, at klimapolitisk mod ikke er en begrænset ressource.

 

---