Det klimavenlige indre marked

 

Jeg blev simpelthen rystet, da jeg forleden opdagede, at danske supermarkeder sælger frossent vand i plastikposer transporteret hele vejen fra England. Det overgår jo flaskevand med længder, som et eksempel på et dyrt, ressourcekrævende og energiforbrugende produkt, der let kunne erstattes af noget andet, der både er bedre, billigere og mindre miljøbelastende. 

 

Ja, det kan være praktisk med en pose is, hvis der skal laves kølige drinks på stranden eller picnicen i parken. Men hvorfor transportere frossent vand hele vejen fra England i en plasticpose? I en verden med klimakrise og ressourcekrise, og et Europa med beskæftigelseskrise og finansiel krise, dumper det lakmusprøven for bæredygtig produktion og forbrug. Det oser af sløseri og overforbrug. 

 

Isterningerne er blot et eksempel på, at der er noget helt galt med det indre marked og de forbrugerpræferencer, det skaber eller understøtter. Derudover viser de, at teknologiske landvindinger, virksomhedernes ansvar og den politiske forbruger ikke i sig selv vil sikre et klimavenligt forbrug. Der er også behov for politiske rammer på europæisk niveau, som gennem påvirkning af priser og regulering kan styre markedet i en klimavenlig retning.

 

EU har allerede fokus på udfordringen. På klimaområdet forsøger Kommissionen, at få genoplivet det kriseramte CO2-kvotesystem, som i en effektiv udgave vil gøre klimabelastende varer dyrere. Der er også netop fremlagt en grønbog om EU’s klima- og energimål for 2030, hvor Kommissionen foreslår at reducere drivhusgasudledningen med 40 % i forhold til 1990 og øge andelen af vedvarende energi til 30 %. 

 

I forhold til ressourceudfordringen skitserer ”Køreplanen for et ressourceeffektivt Europa”, hvilke instrumenter, der kan fremme bæredygtig produktion og forbrug i Europa, herunder ”håndtering af markeder og priser, skatter og tilskud, som ikke afspejler de reelle omkostninger ved ressourceanvendelsen og låser økonomien fast på en ikke-bæredygtig vej.”

 

Endelig forsøger Europa-Kommissionen med kampagner som ”A World You Like” og ”Generation Awake” at åbne europæernes øjne for vores forbrugsvalg og de konsekvenser, de har for klimaet og jordens naturressourcer. I den forbindelse anerkendes det ligefrem, at vi overforbruger i Europa – et forhold, der ikke er meget fokus på i den danske politiske debat. 

 

Politiske mål, strategier, vejledninger, kampagner og forbrugeroplysning gør det imidlertid ikke alene. De skal også omsættes i effektive konkrete foranstaltninger, som gør det væsentligt dyrere at forurene og sætter nye minimums-standarder for varernes energi- og ressourceeffektivitet. Aktuelt haster det at få CO2-kvoteprisen op på et niveau, som overbeviser markedet om, at vedvarende energi og andre klimavenlige løsninger er vejen frem.

 

I det klimavenlige indre marked skal vi bruge flere af vores rigelige ressourcer og færre af de knappe ressourcer. På produktionssiden betyder det, at politikere og virksomheder skal flytte fokus fra arbejdskraftproduktivitet til energi- og ressourceproduktivitet. På forbrugssiden betyder det mindre handel med nye materielle goder og mere handel med holdbare kvalitetsvarer, genbrug, service og oplevelser. 

 

Markedets innovationskraft og vækstpotentiale bør orienteres mod at opfylde vores basale behov for mad, bolig, energi og transport på en bæredygtig måde, som øger – eller i hvert fald ikke mindsker - mulighederne for at opnå en god livskvalitet i andre dele af verden eller for fremtidige generationer. Der vil være rigeligt at tage sig til, og det vil ikke nødvendigvis betyde mindre samhandel mellem landene, da vi fx vil komme til at handle meget mere vedvarende energi over grænserne. Men det vil være et helt andet indre marked, end det vi ser i ovenstående eksempel fra køledisken.

 

---