Massiv overbetaling i Nordsøen

Debatindlæg
Nordsøolien er en ”guldgrube”, som kan finansiere den nødvendige grønne omstilling af Danmarks energisystem samt reducere skatterne på det øvrige erhvervsliv.

Af Frans Clemmesen, cheføkonom i Danmarks grønne tænketank, CONCITO

Olieprisernes himmelflugt har mange konsekvenser for danskernes pengepung. De fleste har nok allerede mærket til stigende benzinpriser og en stigende varmeregning. Der er dog også positive konsekvenser for danskerne. Vi er så heldige, at vi selv har en del olie- og gasressourcer liggende i vores undergrund – primært i Nordsøen. Ifølge den danske undergrundslov tilhører disse ressourcer staten.

Vi ejer således en ”guldgrube”, som kan finansiere den nødvendige grønne omstilling af Danmarks energisystem samt reducere skatterne på det øvrige erhvervsliv. Udfordringen er at hente ressourcerne op af undergrunden. Der er grundlæggende to måder vi kan få udført denne opgave på. Enten kan vi – som i mange andre lande – vælge at lade et statsligt olieselskab stå for efterforskning og udvinding. Alternativt kan vi – som på andre områder – vælge at udlicitere opgaven til private virksomheder.

I Danmark har vi valgt udliciteringsstrategien, og det er nok meget klogt. Danmark er (heller) ikke i olie- og gassammenhæng noget stort land, og efterforskning og udvinding af olie forudsætter en del ekspertise. Derfor giver det god mening, at Danmark har valgt at lade private olieselskaber, som har erfaringer fra tilsvarende aktiviteter i mange andre lande, stå efterforskning og udvinding.

Der er imidlertid ingen grund til at betale en overpris for at få hentet olien og gassen op af undergrunden. I så tilfælde er vi ovre i overbetalingsproblematikken, som vi kender fra sygehusområdet. Her var dog tale om småpenge sammenlignet med værdierne i Nordsøen.

Med de nuværende oliepriser vil værdien af olie- og gasudvindingen de kommende ti år være ca. 400 mia. kr., og hvis olieprisen igen stiger til niveauet fra 2008 på 150 $ pr. tønde, vil indtægterne være omkring 600 mia. kr.

Hvordan kan man afgøre, om samfundet betaler en overpris for at få hentet olien op?

Betalingen af olieselskaberne sker på naturressourceområdet i praksis ved den måde staten udformer den samlede beskatning af ressourceindtægterne. På kulbrinteområdet kan der indgå en række elementer som royalty, rørledningsafgift, selskabsskat, direkte statslig ejerandel i koncessionerne, særlig kulbrinteskat mv.

I 2001 nedsatte SR-regeringen et Kulbrintebeskatningsudvalg til at gennemføre et serviceeftersyn af alle elementerne i kulbrintebeskatningen.

Kulbrinteskatteudvalget endte med at anbefale en model med udgangspunkt i principperne for neutral kapitalbeskatning. En sådan beskatningsmodel tager udgangspunkt i olieselskabernes forrentning af egenkapitalen., som det relevante mål for samfundet betaling for ydelsen.

En neutral beskatningsmodel beskatter kun overnormal forrentning af egenkapitalen. Får olieselskaberne et lavere afkast end markedsrenten får de ret til et skattemæssigt underskud, som enten kan enten videresælges til andre kulbrinteskattepligtige eller direkte blive udbetalt. Staten påtager sig således risikoen for et lavt afkast ved lave oliepriser. Til gengæld beskattes overnormal forrentning af egenkapitalen ved høje oliepriser relativt hårdt.

Ifølge Kulbrinteskatteudvalgets rapport er neutral beskatning er især velegnet, når der 1) foreligger væsentlige ”overnormale” profitter og 2) er risiko for betydelige forvridningstab ved ikke-neutral beskatning. Begge forudsætninger anses for værende opfyldt i forbindelse med den danske kulbrinteindvinding.

Den model som kulbrintebeskatningsudvalget foreslog, ville medføre en markant stigning i statens andel af indtægterne olie- og gasproduktionen i Nordsøen, netop med det formål at sikre, at en overnormal profit fra Nordsøproduktionen tilfalder ejerne af Nordsøressourcerne, nemlig staten.

Ifølge udvalgets rapport ville modellen konkret betyde: ”at staten med det nye system og uændret skattesats opnår en betydeligt højere andel af grundrenten end i dag, når produktionen er lønsom. Derimod vil selskaberne kunne opnå en bedre indtjening ved risiko for lave oliepriser og andre forhold, som reducerer lønsomheden. I det centrale skøn er statens provenu 14,9 mia. kr. eller 79 pct. større end ved det nuværende system.”

VK-regeringen fik til opgave at følge op på kulbrintebeskatningsudvalgets anbefalinger, men valgte sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti en anden model, som efterlod olieselskaberne med en betydelig større andel af indtægterne ved høje oliepriser. 

De efterfølgende år steg oliepriserne eksplosivt, nemlig fra ca. 25 $ pr. tønde til 150 $ pr. tønde i 2008, hvilket fik Nordsøselskabernes forrentning til at stige markant.

Aktuelle beregninger fra Skatteministeriet viser, at DUC-selskabernes forrentning af egenkapitalen i perioden 2005-08 var 70 pct. før skat, hvilket er ca. 10 gange over den normale forrentning i erhvervslivet! Selv efter den nuværende betydelige beskatning af DUC-selskaberne er forrentningen med de nuværende høje oliepriser 28 pct. mod 4,7 pct. i erhvervslivet som helhed. 

Havde man i stedet fulgt Kulbrintebeskatningsudvalgets model ville Nordsøselskabernes forrentning efter skat være reduceret til 14,7 pct. Det er fortsat ca. 3 gange forrentningen hos det øvrige erhvervsliv, hvilket næppe vil virke afskrækkende på udenlandske olieselskaber.

Hvis oliepriserne de kommende år stiger fra de nuværende 110 $ til 150 $, pr. tønde vil DUC-selskaberne med den nuværende beskatning tjene ca. 200 mia. kr. frem mod 2020 for at hente olien op, og forrentningen før skat vil nærme sig 100 pct. Med Kulbrintebeskatningsudvalgets model reduceres betalingen til lidt under det halve.

Meget peger på, at Nordsøproduktionen er ved at udvikle sig til Danmarkshistoriens mest alvorlige eksempel på overbetaling i forbindelse med udlicitering af offentlige opgaver til private virksomheder.

---

Analyse bragt i Berlingske Politiko, 5. december 2011

Relaterede emner