Grøn jobvækst kræver høje politiske ambitioner

Pressemeddelelse
Den danske grønne beskæftigelse - forsidefoto
Den grønne omstilling har været god for vækst og beskæftigelse i hele Danmark, og der er et stort potentiale for grøn vækst i de kommende årtier, hvis Danmark formår at fastholde sin position som grøn vindernation, viser ny CONCITO-analyse.

Den grønne omstilling og det stigende verdensmarked for grønne teknologier har medført, at beskæftigelsen inden for grønne varer og tjenester i Danmark aldrig har været så høj, som den er nu, og fremadrettet er forventningen, at de globale investeringer i grønne løsninger vil stige voldsomt.

En ny CONCITO-analyse om ”Den danske grønne beskæftigelse” viser, at den grønne omstilling hidtil har været rigtig god for dansk vækst og beskæftigelse. Dels har den bidraget med mange tusind grønne jobs i hele landet. Den har trukket den danske produktivitet op, og den har styrket både dansk BNP og eksport.

Men den globale konkurrence vil øges i de kommende år, og Danmarks førerposition er ikke givet. Danmark risikerer at sætte de potentielt store positive effekter på vækst, beskæftigelse og værditilvækst over styr.

”Vækst- og beskæftigelsespotentialet i den grønne omstilling er stort, men det kræver, at vi formår at fastholde vores position som et af verdens førende grønne lande. Desværre tyder det på, at vi målt på ambitionsniveau er på vej ned i midterfeltet af de lande, vi normalt sammenligner os med. Dette kan betyde, at Danmark i mindre grad kan høste det store vækst- og beskæftigelsespotentiale” siger Sara Petrycer Hansen, projektchef for CONCITOs initiativ om Danmark som grøn vindernation.

Analysen viser, at der har været en stigning i antallet af grønne jobs henover de sidste fem år, med en beskæftigelse som er særligt markant i Region Midt- og Syddanmark samt Hovedstadsregionen. Derudover er produktiviteten i den grønne sektor højere end den gennemsnitlige danske produktivitet. Dette på trods af, at produktiviteten har været relativ konstant, tenderende til faldende henover de seneste år. Den grønne sektors effekt på den samlede danske økonomi er således betragtelig.

Endvidere viser analysen, at de jobs, der er i den grønne sektor i meget betydeligt omfang består af faglærte og ufaglærte arbejdere. Disse udgør tilsammen ca. 70 % af de personer, der er ansat i den grønne sektor. 

Fremadrettet forventes de globale investeringer i den grønne omstilling at skabe enorme muligheder for vækst og beskæftigelse i Danmark, hvis altså Danmark kan fastholde sin grønne førerposition. Det kræver ifølge CONCITO, at man fra politisk side sikrer og prioriterer ambitiøse mål og rammevilkår, forskning og udvikling samt opkvalificering og uddannelse af arbejdsstyrken til at imødegå de behov, der er i den grønne sektor.

Rapport
Denne analyse har fokus på status for den grønne beskæftigelse i Danmark samt de forventninger og potentialer, der er fremadrettet i lyset af den globale grønne omstilling.

Vækst- og beskæftigelsespotentialet i den grønne omstilling sættes senere i dag til debat på en totalt fuldtegnet konference med deltagelse af Lars Løkke Rasmussen (V), Mette Frederiksen (S) samt en række virksomheder, fagforeninger og eksperter. Konferencen kan følges via livestream fra kl. 9.00 via denne side

Initiativet Danmark som grøn vindernation er et initiativ, hvor CONCITO er gået sammen med Vestas, Grundfos, Danfoss, Rockwool, E.ON og Ingeniørforeningen, IDA om at belyse gevinsterne for Danmark som en grøn vindernation og sikre grundlaget for en tydelig og vigtig grøn stemme i samfundsdebatten. Læs mere på denne temaside.