Sådan får vi en klimabevidst flypolitik
Flyrejser bidrager markant til den globale opvarmning og er en af de klimabelastende aktiviteter, som vokser hurtigst. Der er ingen udsigt til, at væksten aftager af sig selv, og selvom der sker en løbende teknologisk udvikling og effektivisering i flytrafikken, så hvert fly udleder mindre, kan det langt fra opveje de mange ekstra fly, der går på vingerne.
Det nye CONCITO-notat ”Flyrejser, klima og kompensation” fokuserer på flytrafikkens voksende klimabelastning, og hvordan både samfundet og den enkelte borger, virksomhed eller kommune kan bidrage til at undgå, at den løber løbsk. Selvom flytrafikken i vidt omfang er international, er der også både behov og mulighed for indsats på det nationale og regionale niveau.
”Den internationale regulering via FN-organet ICAO pålægger flyselskaberne at kompensere eller modvirke deres vækst ved at opkøbe CO2-reduktioner i andre sektorer. Men det er slet ikke nok, for ordningen har flere svagheder, og der mangler generelt regler på området til at dæmpe flytrafikken og gøre den mere klimavenlig,” siger seniorkonsulent i CONCITO, Henrik Gudmundsson.
Flybranchens frivillige initiativer og teknologiudvikling opvejer langt fra væksten i flytrafik, og CONCITO argumenterer derfor for, at der skal yderligere regulering og afgifter til, hvis vi skal mindske udledningen.
”Flere af vores nabolande har bl.a. indført passagerafgifter, som kunne målrettes bedre mod at afhjælpe klimapåvirkningen, og i Norge samarbejder stat, lufthavne og andre aktører om at fremme udvikling af helt nye renere energiformer til flytrafik. I Danmark er der ikke taget væsentlige politiske initiativer i retning af mindsket klimapåvirkning fra luftfart - hverken nationalt eller gennem udspil i internationalt regi,” siger Henrik Gudmundsson.
Den voksende udfordring fra flytrafikken kalder på langt mere effektiv handling. Ifølge notatets anbefalinger er der behov for en samlet dansk indsats, som
- omfatter sammenhængende politiske initiativer på det nationale, det regionale såvel som det globale niveau af regulering
- retter sig mod hele spektret af vigtige faktorer, der driver klimapåvirkningen, inklusiv væksten i flyrejseefterspørgslen, brændstofferne, den teknologiske og organisatoriske udvikling samt markedsmekanismerne
- bredt engagerer borgere, erhvervsliv og forskning i bestræbelserne på i at reducere flytrafikkens klimabelastning.
Den enkelte borger eller virksomhed kan ganske vist ikke stille meget op mod den globale vækst i flyrejser eller den utilstrækkelige regulering af CO2-udledningen, men det betyder langt fra, at man ikke kan gøre noget. CONCITO anbefaler, at man som borger eller virksomhed opstiller en klimabevidst flyrejsepolitik, som bygger på følgende fire trin.
For at være så effektiv og troværdig som muligt bør køb af kompensationen dog kun ske gennem organisationer, der benytter de mest krævende standarder for certificering af projekternes CO2-reduktion, fx Gold Standard eller VCS. Notatet bidrager med forslag til, hvor man kan starte, og hvad man bør være opmærksom på i den forbindelse.