Tænk hvis klimabæredygtighed, trivsel og praksisfaglighed blev hinandens forudsætninger

Skolen er markør for fremtidens velfærdssamfund. Det er her, vi lærer at læse, regne og skrive, her vi får de første venner, de første knubs og, måske, det første kys.

I gymnastiktimen, dansktimen, frokostpausen støbes livets fundament. Med klimakrise, mistrivsel og for få faglærte er der rift om definitionsretten til det fundament. Vi glemmer bare, at potentialet for de store forvandlinger lever i mellemrummene – dér hvor de tre udfordringer overlapper.

Folkeskolen syder af forvandlingskraft. Efter opråb fra én million elever og studerende om en grønnere folkeskole, alarmerende rapporter om stigende mistrivsel og bekymrende lave elevtal på erhvervsuddannelserne, er mange centrale aktører på imponerende vis gået sammen om at tage hånd om udfordringerne.

Men, hvorfor går vi sammen hver for sig? Tænk, hvis vi i stedet turde arbejde med potentialerne på tværs, så undervisning i klimabæredygtighed, trivsel og praksisfaglighed blev hinandens forudsætninger.

Det praktiske i grøn dannelse

Det er ikke ligegyldigt, hvilke praksisfærdigheder vi fokuserer på i jordens vigtigste årti. At kunne skifte olie eller stege en perfekt bøf bliver tæt på overflødigt, mens cykelreparation og sort bælte i bælgfrugter peger mod fremtiden.

Den grønne omstilling hviler på en kvalificeret grøn arbejdsstyrke, der i barndommen har fået vakt nysgerrigheden for – og erfaringer med – dyrkning, forsyning og cirkulære kredsløb.

I den praksisnære undervisning konkretiseres det abstrakte og relateres til den nære omverden. For eksempel kan store spørgsmål om plastikforurening, biodiversitet og fødevareforsyning knyttes til oplevelsen af at undersøge indholdet i fiskemaver på den lokale naturskole.

I Klimaambassaden hører vi ofte børn sige ting som, at de bekymrer sig mindre, når de handler. Uagtet om emnet falder på klima eller kærestesorger. Netop i følelsen af handlekraft, mod og håb ligger for eksempel skolehavernes styrke. Som en lille brik i grøn omstilling lyser den op som noget positivt. Vi skal ikke have mindre af noget, ikke skære ned på noget – vi skal tværtimod mere. Mere fællesskab og nærvær, flere velsmagende måltider.

Det er ikke lige meget, hvordan vi er sammen om det praktiske. Styrken ligger i læringsmiljøer og oplevelser, der lagres i følelser og hænder. Steder, hvor vi kan se lysten til at lære vokse, fordi det teoretiske spejles i virkeligheden: 6CO2 + 6H2O + lys > C6H12O6 + 6O2 for øjnene af børnene.

Ved at prioritere skole- og fritidsaktiviteter, der er praktiske og sanselige understøtter vi en tilgang, hvor vi kan nedbryde mistrivselsmønstre, særligt blandt de udsatte børn og deres familier.

Jordens vigtigste voksne

Lige nu er der stort fokus på, hvordan lærere, skoler og kommuner får frihed og ro til at arbejde med klima og bæredygtighed, trivsel og praksisfaglighed. Vi, der sidder med om folkeskolens udvikling, skal stole på infrastrukturen – ikke modarbejde den.

Det gør vi bedst ved at påpege og skabe rum og ressourcer til at arbejde i de oplagte overlap, der faktisk er mellem tidens store udfordringer.

Gennem ‘Den Grønne Rygrad’ støtter vi 20 kommuners rejse mod ’en grønnere skole’, hvor hjørnestenen er ikke at tænke nyt.

I stedet viser vi vej til alt dét, der allerede findes af lokale initiativer, og som kan udgøre linket mellem vision og handling. Tilmed viser mange af de godt 2.000 klima-læringstilbud, der er kortlagt i vores 20 pilotkommuner også at være praksisfaglige, håndværksfokuserede og, at de læringsrum- og forløb, der fremhæves faktisk kan fremme positive, sunde børnefællesskaber, trivsel og fysisk sundhed.

Lad os zoome ind på og styrke snitfladerne mellem klimaundervisning, trivselsdagsorden og behovet for praksisfaglighed, og arbejde målrettet på at finde løsninger på tværs. Lad os have modet til at være komplekse.

Debatindlæg skrevet i samarbejde med Daniel Hervik, Direktør, Haver til Maver. Bragt i Skolemonitor d. 22. september 2022.