Behov for klimabureaukrati – og det kan blive penge værd for landbruget

Ligesom andre sektorer i det danske samfund skal dansk landbrug udlede færre drivhusgasser. Det rejser naturligt en diskussion om virkemidler, produktionssystemer og muligheder for at indfri de opsatte mål i klimaloven fra 2020 og landbrugsaftalen fra 2021. 

Ud over diskussionen om, hvordan man kan reducere udledningerne og hvordan man politisk kan sikre, at landbrugserhvervet opfylder målene, melder der sig en mere teknisk og ofte overset problemstilling, som er mindst lige så vigtig for vores opfyldelse af klimamålet. Det er spørgsmålet om, hvorvidt vi har en institutionel ramme, der kan verificere virkemidlers effekt, dokumentere en forhåbentlig faldende drivhusgasudledning og rådgive om samt følge implementeringen af de politiske aftaler.

Det kan lyde kedeligt og bureaukratisk, men det er essentielt for en succesfuld grøn omstilling, at nye initiativer, der reducerer landbrugets udledninger, hurtigt kan godkendes og anvendes. Et sådant system findes reelt ikke i dag, og etableres det ikke, kommer vi aldrig i mål med at reducere landbrugets drivhusgasudledninger. Opbygningen af sådan et system vil også medvirke til, at landbruget kan dokumentere produktionens drivhusgasudledning overfor fødevareindustrien og forbrugerne, hvilket på sigt måske kan blive en vigtig konkurrencefordel.  

Klimaloven bygger på beregnede udledninger

I dag er udfordringen, at landbrugets udledninger ikke opgøres direkte, men på baggrund af godkendte emissionsværdier og tilnærmede “aktivitetsdata”. Aktivitetsdata er data, der beskriver udbredelsen af f.eks. en produktionsform eller et givent virkemiddel til at reducere drivhusgasudledningen. Som eksempel måler vi ikke direkte på den enkelte marks udledning, men beregner hvor meget lattergas per kg tildelt kvælstof, der udledes.

Altså kombinerer vi emissionsfaktoren for lattergas med aktivitetsdata for tildelt kvælstof. Det er en fagligt velfunderet beregning, men dog en beregning, der samtidig dækker over en meget stor variation – og hvor en række andre forhold også påvirker udledningens størrelse. Hvis disse forhold inddrages, kan der i princippet laves en mere præcis og retvisende beregning af udledningens størrelse.

Uanset om der introduceres en klimaafgift eller man vælger at anvende støtte, eller for den sags skyld regulering til fremme af bestemte produktionsformer samt virkemidler til at opfylde landbrugets klimamål, vil landbrugets samlede udledninger skulle mindskes markant i de kommende år. Landbrugets produktionssammensætning vil sandsynligvis også forandre sig, som den har gjort til alle tider. Forhåbentlig vil der blive bragt en række tiltag i spil, som reducerer udledningerne.

Det er derfor essentielt at få bedre styr på, hvilke udledninger vi tæller med og hvor hurtigt vi kan få godkendt nye tiltag, der reducerer udledningerne. Disse tiltag skal have mulighed for at indgå i klimaløsningen for landbruget og bør relativt hurtigt kunne tælles med i de nationale emissionsopgørelser.

I dag er det en enhed på Aarhus Universitet, der indsamler aktivitetsdata og beregner landbrugets udledninger via en aftale med Miljøstyrelsen, mens det er andre dele af Aarhus Universitet, der arbejder med at fastsætte emissionsfaktorerne, på opdrag fra Landbrugsstyrelsen.

Begge aftaler er indgået under det man kalder “den forskningsbaserede myndighedsbetjening”, og den udfører universitetet så godt som økonomien i aftalerne tillader. De nuværende aftaler mellem Miljøstyrelsen, Landbrugsstyrelsen og Aarhus Universitet giver ikke rum for en stor udvidelse af dette arbejde. Det skyldes bl.a. det fortsatte “omprioriteringsbidrag” på 2% årligt, som myndighedsbetjeningen stadig er underlagt. Dette risikerer at blive en reel bremseklods for at kunne indregne landbrugets reelle tiltag i de nationale emissionsopgørelser.

Det betyder, at landbruget kan risikere at gennemføre reduktionstiltag, som ikke medregnes i de nationale emissionsopgørelser, som klimaloven fokuserer på at reducere. Præcisionen i definitionen af tiltagenes indvirkning på udledningerne vil også være begrænset, og det er usikkert, hvorvidt det overhovedet vil være muligt på sigt at opkræve en klimaafgift på baggrund af så upræcise emissionsopgørelser.  

Task force bør udvikle system for hurtig definition og anerkendelse af klimaeffekt

Med alle de kendte og endnu ukendte klimatiltag vi vil se udbredt i de kommende år, er det afgørende, at der etableres et system for hurtig definition og anerkendelse af tiltagenes klimaeffekt. Dette kunne med fordel fremmes gennem nedsættelse af en task force på tværs af centraladministrationen, erhvervet, civilsamfundet og vidensmiljøer indenfor området.

Task forcen bør have som opdrag at rådgive regeringen, centraladministrationen og universiteterne om, hvordan et effektivt system, der sikrer mulighed for at virksomheder kan få testet klimaeffekten af deres teknologi, kan indrettes og følge implementeringen af disse tiltag. Dertil bør den rådgive om, hvordan man bedst understøtter arbejdet med de nationale emissionsopgørelser, så de på et sagligt og velfunderet grundlag, afspejler landbrugets reelle udledninger.

Man kan med fordel bruge de såvel gode som dårlige erfaringer fra kvælstofområdet, hvor man gennem tiden har forsøgt forskellige modeller. Det gælder både indenfor indsatsen om nitratudvaskning, hvor der er mange årtiers erfaringer at bygge på, men det gælder også på ammoniakområdet, hvor man f.eks. har opbygget Miljøstyrelsens teknologiliste, delvist via det såkaldte VERA arbejde, som der er både gode og dårlige erfaringer med.     

Ny enhed?

Uanset reguleringsmetoden er det afgørende for klimaindsatsen i landbruget, at det offentlige prioriterer opbygning af et effektivt og dynamisk system for validering af drivhusgasreducerende virkemidlers effekt på bedrifterne. Dette har man ikke et tilstrækkeligt effektivt system til i dag, hvor Aarhus Universitet har opgaven med at indsamle videnskabelig dokumentation for at inddrage et virkemiddels effekt, når man udarbejder de nationale emissionsopgørelser.

Denne tilgængelige videnskabelige dokumentation er ikke nødvendigvis gældende for danske forhold, og er ofte et resultat af flere års forskning, hvorfor dokumentationen ofte sker med 3-5 års eller måske 10 års forsinkelse i forhold til, hvornår virkemidlet er udviklet og begyndt anvendt i praksis. Der kunne derfor med fordel oprettes en selvstændig enhed, der har til formål at fastsætte og godkende virkemidlers effekt. Det kan give et relativt hurtigt og fleksibelt grundlag til f.eks. at fastsætte, hvor meget et landbrugs klimaafgift kan reduceres ved implementering af et givent virkemiddel. Dokumentationen skal naturligvis være på et fagligt niveau, der sikrer, at et givent virkemiddels effekt kan medregnes i de nationale emissionsopgørelser, som jo ultimativt skal godkendes under Klimakonventionen (UNFCCC).

For at sikre en langt hurtigere ”medregning” af virkemidlers klimaeffekt, er der behov for at eksempelvis Aarhus Universitets myndighedsbetjening på området styrkes markant eller, at man opretter en helt ny selvstændig enhed til at udføre dette arbejde helt eller delvist.

Opgaven er flersidet. Dels skal virksomheder, der udvikler virkemidler kunne gå i dialog med enheden (hvad enten det er på universitetet, et GTS institut eller et tredje sted) om krav til effektmålinger. Hvordan skal disse udføres? Hvor mange effektmålinger skal der udføres? Over hvor lang tid? Osv. Dels skal enheden kunne bistå vurderingen af virkemidlets effekt, hvor selve vurderingen foretages af eksperter, men papirgangen og et bevis på en reduktionseffekt skal håndteres af denne enhed.

Sidst men ikke mindst er der også et udtalt behov for, at udbredelsen af et givent virkemiddel (aktivitetsdata) følges nøje. Hvis det måtte give mening, kunne denne enhed også varetage dette, eller hjælpe samt understøtte Aarhus Universitet. Forhåbentligt vil arbejdet med at opgøre produktionsformer og virkemidlers udbredelse kunne lettes via en form for selvrapportering kombineret med stikprøvekontrol.   

Data kan blive penge værd

Ovenstående kan lyde bureaukratisk og omstændigt, men efter vores mening er der ingen vej uden om, hvis vi skal sikre det nødvendige tempo i klimaomstillingen af landbruget. Det positive ved et sådant styrket bureaukratisk system kunne være, at erhvervet også vil kunne udnytte, at få erhvervets drivhusgasudledninger verificeret af en uafhængig enhed – en tredjepart. Det vil give større troværdighed, hvis man vil forsøge at få en højere pris for sine varer gennem dokumentation for, at varerne er produceret med et lavere klimaaftryk end markedsstandarden - eller hvilke udsagn man nu ønsker at ledsage sine varer med. Dermed kan et styrket klimabureaukrati for landbrugssektoren faktisk bidrage til at sikre, at dansk landbrug også fremover kan afsætte sine varer til en højere pris en gennemsnittet på verdensmarkedet, og derigennem få dækket investeringerne i klimaløsninger helt eller delvist.

Bloggen er skrevet af Tavs Nyord, seniorkonsulent i CONCITO og Jørgen E. Olesen, professor på Aarhus Universitet og medlem af CONCITO.