Få styr på dine emissioner før konkurrenten

Blog
Den nye og alvorlige rapport fra FNs klimapanel sender et klart signal om, at hurtig handling er afgørende. Det er et budskab direkte til dig som erhvervsleder. Du skal handle, og hvis du ikke allerede har styr på emissionerne fra hele din værdikæde, så har du ekstra travlt.

Ingen bør længere være i tvivl om, at vi står midt i alvorlige menneskabte klimaforandringer. Den nye rapport fra FN’s klimapanel taler om ændringer, der er selvforstærkende og potentielt irreversible. Vi får flere oversvømmelser og voldsomme skybrud, og mere tørke og ekstreme temperaturer. Den globale opvarmning skal bremses, og det skal ske ved at stoppe udledningen af drivhusgasser hurtigst muligt.

Virksomheder har et kæmpe ansvar her, og mange i dansk erhvervsliv tager heldigvis også klimaet meget alvorligt. Især hører vi fra mange store globale koncerner, at de er i gang med at skrue op for deres klimaambitioner og gentænke hele eller dele af deres forretning.

Det er der brug for, at alle gør. Vi ser også mange mindre og innovative virksomheder, der udvikler løsninger til klimakrisen. Også det er der et voldsomt behov for hele vejen rundt.

Klima skal ind i hele værdikæden

Sagen er nemlig, at vi ikke blot taler om småjusteringer i virksomhederne. Det handler om helt andre forretningsmodeller, hvor hensynet til klimaet er en grundkomponent.

Emissionerne skal ned og hele værdikæden skal med:  Alt fra udvinding af råvarer, valg af leverandører og produktionsformer til logistik og emballering af varer og til sidst: anvendelse af varen, bortskaffelse og genanvendelse.

Enhver virksomhed vil fremover blive målt på, om de tager ansvar for deres værdikæder. Mens de store virksomheder har brede skuldre til at løfte dette ansvar, f.eks. gennem science based targets, er det nok en større udfordring for de mindre virksomheder. Omvendt kan de måske omstille sig hurtigere.

Klima er disruption i stor skala

Digitalisering har disruptet mange virksomheder, men omstillingen til en klimaneutral økonomi er meget større og endnu mere kompleks. Den vil grundlæggende forandre alle sektorer, hele det globale marked og sker med meget høj hastighed. For der er akut brug for reduktioner overalt og vi ser allerede nu klimaændringer i alle regioner på kloden.

Derfor rammer den også hele det globale erhvervsliv og dermed alle danske virksomheder. Det giver de største muligheder for dem, der tager ansvar og går forrest – og gør det før konkurrenterne.

Alle må få styr på reduktionen af både egne og de afledte emissioner i hele værdikæden. Den øvelse løfter innovationen og udviklingen af de helt nødvendige grønne teknologier, der skal hjælpe os i den grønne omstilling. Og så skaber det også arbejdspladser og vækst.

Fremtidssikring af din virksomhed

Ansvarlige erhvervsleder sørger naturligvis hele tiden for at afdække risici i forretningen. Her spiller klima en voksende rolle fremover. Og ligesom med reduktion af emissioner skal alle led i værdikæden også her på bordet: Ligger produktionen i egne af verden, der er særligt udsatte for orkaner eller oversvømmelser? Kommer vigtige råvarer fra lande, der nu rammes hyppigt af tørke og brande? Og er lagre sikret mod vand, hård kulde eller ekstrem varme?

Mange andre spørgsmål trænger sig på for den klimabevidste erhvervsleder.For både ønsket om at nedbringe ens klimaaftryk (carbon footprint) og hensynet til at sikre forretningen er valide parametre for den gennemtænkte, fremadskuende og aggressiv klimastrategi i virksomhederne.

Omverdenen øger klimapresset

De virksomheder, der ikke allerede har taget bestik af klimaforandringerne, kommer til det nu. Presset fra myndigheder, kunder, investorer, forbrugere og medarbejdere bliver kun stærkere. Allerede nu skruer investorerne op for kravene, og der bliver analyseret dybt på klimapotentialet og -risici for en virksomheds marked og produkter.

Presset kommer også helt konkret fra kunderne – som Bestsellers aftale med Maersk om CO2 neutral fragt og Novo Nordisks samarbejde med distributøren Tjellesen Max Jenne om at levere medicin med eldrevne biler.

Regeringen har desuden fremlagt et ambitiøs ramme for grønne offentlige indkøb. De ca. 380 mia., der årligt bruges til offentlige indkøb, kan blive en enorm grøn muskel. Det vil sammen med stigende krav fra de store virksomheder sætte et betydeligt pres på hele værdikæden.

Samtidig kan alle virksomheder godt indstille sig på, at der kommer en markant CO2 afgift og at den vil være stigende frem mod 2030. Har man ikke styr på værdikæderne, vil konsekvenserne med andre ord blive store.

Det korte af det lange er, at ikke en eneste virksomhed vil være konkurrencedygtig om ti år, hvis de ikke reducerer udledningerne i hele deres værdikæde og får lagt en ambitiøs plan for at levere de nødvendige, markante reduktioner. Sæt i gang!

Bloggen har været bragt som kronik i Børsen den 23. august 2021

Christian Ibsen 2020
Af Christian Ibsen, direktør, CONCITO
Indhold