Tanker fra et tænketræf: Kan vores kystbyer bevares i fremtidens klimavirkelighed?

Med fremtidens klimaændringer i sigte er denne udvikling ikke længere holdbar. Verdenshavene forventes fortsat at stige – også på den anden side af 2100 med de klimaændringer, vi allerede har sat i gang. Så det efterlader os med et stort og svært spørgsmål: Vil vores danske kystbyer kunne stå flere hundrede år mere? Og hvordan planlægger vi med åbne øjne på den lange bane?

En onsdag eftermiddag i juni måned var 20 fagpersoner samlet til et tænketræf om byernes udfordringer med stormfloder i fremtidens klima. For at skubbe samtalen i gang havde CONCITO inviteret tre dygtige fagfolk til at holde oplæg. Ramus Anker Pedersen, som er leder for klimaforskning hos DMI, kom med nyeste viden om fremtidens stormfloder – også på den anden side af 2100. Mikkel Henriques, som er projektchef i Realdania, samlede op på erfaringer fra projektet Byerne og det stigende havvand, der netop har set på, hvilke byer der på den lange bane bliver udfordret af, ja, stigende havvand. Svava Riesto, der er lektor i landskabsarkitektur og planlægning fra Københavns Universitet, talte om kulturarv i et foranderligt klima, og hvordan vi måske bevæger os mod en anderledes forståelse af bevaring, da vi ikke kan forvente en forudsigelig og statisk fremtid.  

Denne blog er CONCITOs refleksioner fra tænketræffet, der stiller skarpt på, hvilke spørgsmål vi skal stille os selv for at kunne planlægge med åbne øjne på den lange bane allerede nu og i overensstemmelse med fremtidens klimavirkelighed.

Fremtidens stormfloder

Et faktum er, at vi ikke længere kan forhindre alle konsekvenserne af de klimaforandringer, vi har sat i gang, uanset om vi når Parisaftalens målsætninger. Vi ved, at havniveauet stiger og vil blive ved med at stige, men vi ved ikke, hvor meget det stiger. Det vil tage århundreder, hvis ikke årtusinder før det stabiliserer sig. Klimaforskerne slår fast, at år 2100 ikke er nogen magisk grænse, og udfordringerne langs kysterne er noget, vi skal forholde os til længe efter det.

Det er svært at planlægge hensigtsmæssigt, når antagelserne er fyldte med usikkerhed om, hvilket niveau det vil være hensigtsmæssigt at tilpasse sig til og på hvilket tidspunkt. Og usikkerheden betyder ekstremt meget, når man skal finde konkrete løsningerne. Hverken lovgivning, politikere eller mange af os borgere er nemlig helt gearede til at kunne rumme den usikkerhed så langt ude i fremtiden.

Byudvikling eller -afvikling

Byer skal gerne kunne bestå trods tidens tand. Men hvordan gør vi det, når havet stiger, og stormfloderne bliver højere?

Vi kan starte med at sikre os, at vi ikke gentager fortidens fejl. Fra Realdanias projekt Byerne og det stigende havvand ved vi, at 60% af den boligmasse, der i dag ligger i risikoområder, er bygget inden for de sidste 60 år. Og vi bygger fortsat ud i områder, som er udsatte for oversvømmelse og erosion, selvom vi godt ved bedre. Det er mange interesser på spil, og det kan være svært ikke at bygge der, hvor den gode udsigt er, og det er let at afsætte grundene.

Der arbejdes i mange tidsskalaer, når vi taler om byplanlægning. Den enkelte bygning har måske en levetid på 50 år, mens et boligområde eller en by forventes at bestå århundreder. Dertil kommer, at politiske beslutninger, læner sig ofte op ad fireårige valgperioder. Og vi har lige slået fast, at havet stiger mange hundrede år endnu, hvis ikke længere endnu.

Derfor skal vi turde træffe beslutninger trinvist i takt med, at vi bliver klogere på fremtidens klima. Allerede nu kan vi beslutte ikke at bygge nyt, når levetiden for den enkelte bygning ophører, hvis området ligger udsat. Vi skal nemlig ikke bygge os til mere risiko. Vi skal dog fortsat fortætte og udvikle, hvor der allerede er robust at bo. Vi bør altid stille os spørgsmålet: “Kan der i dette konkrete område bo mennesker i flere generationer?”.

På den lange bane er det ikke hensigtsmæssigt, at man skal beskytte sig selv som kystgrundsejer eller opgive arealer og dermed miste sin investeringer. Andre steder i verden er det staten eller lignende, der har ansvaret for at sikre en rimelig og retfærdig forvaltning af kystområderne. Danske myndigheder har nok en større rolle at spille end hidtil.

Vi skal i højere grad have en dialog om, hvordan vi ønsker, at Danmark skal se ud langs kysterne om 100 og 200 år. Og vi må indstille os på, at afvikling af nogle områder nok er en realitet.

Fra dystopiske ødelæggelser til kurateret forfald

Afvikling af byer eller arealer i landskabet kræver langsigtede og modige beslutninger i dag. Måske behøver det at opgive områder ikke være en falliterklæring, men kan blive til en værdiskabende og lærerig proces, mens vi ser havet opløse skellet mellem det menneskeskabt og naturens dynamik. Skal huset på kanten af klinten være den nye lokale turistattraktion, mens det langsomt forsvinder? Måske er det erosionsprocessen, som har værdi og ikke de enkelte ejendomme, der skal bevares?

Vi har som samfund arvet en masse ”ting” fra fortiden, og som vi forholder os til på en bestemt måde. Men det skal også ses i sammenhæng med vores omgivelser. Forskeren Svava Riesto har observeret, at begreberne fra litteraturen om bevaring er ved at flytte sig. I takt med klimaforandringerne vil det, at ‘’tage afsked med” og ”acceptere tab”, derfor fylde mere og skabe mulighed for en ny måde at bevare værdier på med ”hinsides beskyttelse” og ”kurateret forfald”. Det sidste begreb lægger op til, at vi iscenesætter forfaldet, lige som man sammensætter en udstilling på et museum.

Hukommelsesarbejdet er vigtigt for os mennesker. Historisk set har vi brugt højvandspæle eller mærker til at markere, hvor højt vandet har stået til at mindes, hvor galt det kan gå. Det er en spændende overvejelse at lade det, at opgive arealer, være en del af den kollektive erindring.

Og måske er det kollektive et nøgleord. Vi skal blive bedre til at tale om klimaforandringer og vores forståelse heraf som helt almindelige borgere. Hvad, der skal bevares, og hvad der skal opgives, bør være en fælles og åben diskussion. Der ligger derfor en kæmpe kommunikationsopgave foran os på tværs af brancher, ophav og holdninger.