Bundsolide offentlige finanser er klar til at blive brugt i den grønne omstilling

Debatindlæg
EU svigter den grønne omstilling
Efter sommerferien vil regeringen præsentere sit finanslovsudspil. Det vil være en god lejlighed til at bringe Danmarks drivhusgasudledninger tættere på målet om 70 procents reduktion i 2030.

Af: Torsten Hasforth, seniorøkonom i CONCITO

Det er oplagt at følge den kritik, som med Klimarådets ordvalg var: »at regeringen ikke har anskueliggjort, hvordan målet i 2030 vil blive opfyldt«. Med andre ord, vi er ikke i mål, der skal mere til for at nå klimamålet i 2030.

Det kræver ikke en titel som spåmand at vide, hvilken mine Finansministeren vil lægge forud for forhandlingerne. Altid den alvorlige mine.

For riget fattes penge. Folkemundets omskrivning af Christian d. fjerdes valgsprog Regina Firmat Pietas er det kodeks, som enhver embedsmand i Finansministeriet bærer tæt på hjertet. For riget fattes som altid penge.

Vi er på vej ud af coronaepidemien ikke uden skrammer, men de offentlige finanser, statens regnskab står bundsolidt.

Beskedent underskud på 14 mia. kr.

Danmarks Statistiks opgørelse af underskuddet for den offentlige sektor for 2020 er på overskuelige 14 milliarder kroner. Det er et beskedent underskud på 14 milliarder kroner efter udgifter på 1.250 milliarder kroner.

Efter et år, hvor store dele af landet har været lukket ned og økonomien generelt har fået et solidt nyrestød, er det imponerende, hvor lille det offentliges underskud er.

Det Økonomiske Råd har i sin seneste publikation samtidig vist, hvor ferm Finansministeriet er til at undervurdere det offentliges saldo. Når man tager budgettet lavet i december for det kommende år har Finansministeriet i de sidste 10 år gennemsnitligt skudt lige under 50 milliarder kroner for pessimistisk. Alene med coronaåret 2020 som undtagelse.

Kilde: Økonomisk Råd forår 2021

Det er nok også derfor, at forudsigelserne om næste års råderum for staten konsekvent hælder til den pessimistiske side. Når politikerne går ind i Finansministeriets røde bygning til forhandlinger om næste års Finanslov, er de konsekvent blevet præsenteret for et budget, der var mere negativt, end virkeligheden i sidste ende udviklede sig.

Vigtigt at vores beslutningsgrundlag er i orden

Beslutninger skal tages på det bedst mulige grundlag det drejer sig om, hvordan vi tilrettelægger vores klimaindsats, og hvordan vi prioriterer vores fælles ressourcer. Det er vigtigt at have et troværdigt grundlag, som vi tager vores beslutninger ud fra.

Vi har en brændende platform for at omstille vores samfund hurtigt i klimavenlig retning. Danmark har et klimamål i 2030, som vi endnu ikke rammer med de planlagte tiltag. Der er rum og mulighed for, at Danmark rykker sig hurtigere, end vi allerede gør.

Concito vil i den kommende tid med en ny analyse pege på de hurtige tiltag, der vil være oplagte greb for at fremskynde den grønne omstilling. En del af de tiltag kan med fordel indgå i næste års Finanslov.

--o--o--

Indlæg bragt i Klimamonitor 9. juni 2021.

Kontakt
Torsten
Cheføkonom, Analyseteamet