CO2-beregninger for ny Frederikssundmotorvej er tvivlsomme

Pressemeddelelse
Det er konklusionen i et notat, som Danmarks grønne tænketank CONCITO offentliggør i dag.

Vejdirektoratets VVM-undersøgelse sætter det øgede CO2- udslip til 0,68% i 2015, svarende til 15.892 tons om året. Det stiller notatet stort spørgsmålstegn ved ud fra udenlandsk forskning på området.

Konklusionen er, at CO2-udslippet med stor sandsynlighed bliver langt større. Årsagen er blandt andet, at man i Danmark hverken medregner CO2-udslippet i anlægsfasen eller det betydelige trafikspring, som bygning af motorvej giver på længere sigt. Til sammenligning har miljøorganisationer i USA for nylig fået dom for, at trafikspring bør indgå i alle miljøvurderinger af nye motorveje.

CONCITOs formand, Martin Lidegaard, udtaler:

- Vi ved fra forskning i udlandet, at motorveje har store konsekvenser for klimaet. Derfor håber jeg, at politikerne vil insistere på at have et bedre beslutningsgrundlag på dette område, inden der træffes vidtgående beslutninger om nye motorveje.

Han påpeger samtidig, at trafikpolitikerne står i en ny situation. Dels er der nu bred politisk enighed om, at kurven for CO2-udslip fra transportsektoren skal knækkes inden for de næste ti år. Dels skal der indføres road pricing i Danmark, hvilket vil løse mange af de trængselsproblemer, som motorvejene ellers skulle løse.

Yderligere kommentarer:
Martin Lidegaard 29 89 67 00

Relaterede emner