Klimaudfordringen sætter nye rammer for infrastrukturen

Af Henrik Gudmundsson, seniorkonsulent i CONCITO

Klimakrisen har skabt et behov for at tænke grundlæggende nyt om infrastrukturplanlægning. Det ser ikke ud til at være gået op for alle i debatten. Det handler ikke kun om at lægge nogle grønne tiltag ind eller flytte få millioner kroner mellem veje og baner. Det handler om at omstille til klimaneutral tilgængelighed.

I Danmark er vi allerede nået et stykke vej i klimaindsatsen. Men der skal meget mere til for at nå målet om 70 procents reduktion i 2030 og et klimaneutralt samfund inden 2050.

Selv med flere nye klimaaftaler og en grøn finanslov mangler vi stadig mindst 12 millioner tons før 2030-målet kommer i sigte.

Den nye vejtransportaftale bidrager med omkring to millioner tons, men det bringer desværre ikke engang transportsektorens udledninger ned på 1990-niveau.

Tre områder spiller en rolle
Her kommer infrastrukturen ind. Den kan spille vigtige roller for at bane vej mod klimaneutral tilgængelighed. Det gælder i hvert fald på tre områder:

Infrastrukturforståelsen sætter rammer for, hvor meget transport der kommer. Prioritering af intelligent infrastruktur i form af trafikstyring, hastighedskontrol, roadpricingsystemer og bredbåndsforbindelser kan give tilgængelighed med mindre behov for fysisk transport og mindre behov for udbygning af anlæg på grund af trængsel. Der er så at sige brug for mere hoved og mindre krop.

Prioritering af infrastruktur er med til at styre, hvilken slags transport der kommer. Det handler ikke blot om biler versus tog, men også, hvordan man prioriterer inden for vejområdet. Infrastruktur til opladning og strømforsyning af køretøjer kan for eksempel bidrage langt mere til at begrænse udledningen end midler, der bruges på at udvide vejnettet med ny kapacitet.

Infrastrukturen selv er en betydelig kilde til CO2-udledning, selvom den faktisk ikke tæller med i transportsektorens andel. Beton, stål, asfalt og store jordarbejder skaber i dag betydelige udledninger, som den fremtidige teknologiske udvikling vil gøre det muligt at reducere markant som for eksempel ved hjælp af CO2-fangst i cementproduktionen.

Der kan spares meget ved at vente til grønnere løsninger er på plads. At høste denne gevinst bør spille en vigtig rolle for, hvornår eventuelle nye store anlæg rulles ud.

Danmark skubber klimagæld ud i fremtiden
I Sverige tager planlægning af infrastrukturen flere af disse aspekter alvorligt.

Det første trin i processen handler om at undgå unødvendig transport. CO2-udledning opgøres konsekvent ved hjælp af livscyklusanalyser. Og der tages højde for fremtidige samfundsmæssige omkostninger ved CO2-udledning blandt andet gennem brug af en høj skyggepris på omkring 5.000 kroner per ton CO2, når der prioriteres.

I Danmark er det også besluttet at indregne højere CO2-priser, men metodegrundlaget er ikke udviklet. Den aktuelle danske praksis skubber dermed stadig klimagæld ud i fremtiden.

Alt i alt må klima indtænkes systematisk i den danske planlægning, inden der vedtages planer, og inden der rulles mere traditionel infrastruktur ud.

Konkret anbefales det, at der gennemføres reelle strategiske analyser af, hvordan tilgængelighedsbehov kan opfyldes med mindst mulig CO2-udledning – ikke blot om motorveje skal højre eller venstre om en højderyg, og at infrastruktur til grøn energi og digitalisering indtænkes systematisk i sektorens værktøjskasse og prioriteringsøvelser.

Det anbefales også, at den forventede CO2-udledning opgøres konsekvent i forbindelse med projektering, anlæg, drift og brug af trafikanlæg, og at de forventede og fremtidige langt højere CO2-priser tages i betragtning, når projekter analyseres og prioriteres politisk.

---

Debatindlæg bragt i Altinget d. 10. december 2020