Konference: Integrering af bæredygtig udvikling og klimaforandringer

Konferencen - Conference on Integrating Sustainable Development and Climate Change– samlede ca. 100 aktører og fagpersoner fra det danske udviklings- og klimamiljø, og havde blandt indlægsholderne Lord Nicholas Stern, formand for Centre for Climate Change Economics and Policy ved Leeds Universitet, og London School of Economics, samt formand for “Global Commission for the Economy and Climate”; Achim Steiner, UNDP Administrator; Dr. Fatima Denton, Direktør for FNs Universitetsinstitut for naturressourcer i Afrika og IPCC hovedforfatter; Pablo Vieira, direktør for NDC Partnerskabet; Gauri Singh, vicedirektør for IRENA; og Rasmus Abildgaard Kristensen, Vice præsident, Head of Group Public Affairs, Danfoss.

Program for konferencen og paneldeltagere kan ses her.

Lord Nicholas Stern indledte konferencen med en videomeddelelse.

At sikre global bæredygtig udvikling og håndtere klimaforandringerne er vor tids to største udfordringer for planeten og fremtidige generationer. Løsningerne skal tilvejebringes i en kompleks global post-COVID-19 situation præget af polykrise, geopolitik grundet Ukraine-krigen, voksende ulighed, et stort finansierings-gab og tiltagende mistillid mellem det globale nord og det globale syd. Den kontekst kalder på en holistisk tilgang til udfordringerne og gentænkning af globalt samarbejde.

Konferencens formål var at levere indspil til løsninger på udfordringerne fra internationale og danske aktører, herunder til en ny, dansk udviklingspolitisk strategi i 2024, samt en plan for Afrika, der fremgår af regeringsgrundlaget.

‘Chairman’s summary’

Konferencens indlæg, paneldebat, og rundbordsdrøftelser kan opsummeres i budskaber (chairman’s summary):

• Fremme af global bæredygtig udvikling og håndtering af klimaforandringerne er to sider af samme sag. Fejler vi på den ene, fejler vi på den anden. Klimaforandringerne er resultatet af årtiers ikke-bæredygtig og fossiltbaserede udvikling. Der er brug for en holistisk tilgang, der integrerer FN’s verdensmål og klimahandling med udgangspunkt i nationalt ejerskab, så udviklingsprioriteter, emissioner, tilpasning, klimarobusthed og biodiversitet tænkes sammen i en inklusiv, retfærdig omstilling globalt, regionalt og nationalt – både i det globale nord og det globale syd. Grønne korridorer til dekarbonisering af international skibsfart og klimaneutral køling kan for eksempel samtidigt adressere både flere verdensmål og klima

• Der er en unik mulighed for, at global integration af klima og udvikling kan skabe et afgørende nyt udviklings- og vækstpotentiale – et nyt paradigme i lyset af de mange kriser, som verden gennemløber lige nu, der rammer det globale syd hårdest. Den bør understøttes af ambitiøst politisk lederskab og af investeringer på 2 til 3% af BNP årligt, på samme måde som der investeres 2% af BNP i militær sikkerhed. Integration af klima og bæredygtig udvikling inden for vand, fødevarer, naturressourcer, råstoffer, vedvarende energi, og energieffektivitet bliver i stigende grad afgørende for national, regional og global sikkerhed, men udfoldes ikke i nationale sikkerhedsstrategier.

• Der er brug for en ’håbets dagsorden’ og et nyt narrativ for at håndtere tabt tillid i det globale syd. Der er enorme asymmetrier mellem det, vi i det globale nord siger, at vi ønsker at gøre, og det, vi gør med hensyn til retfærdig, bæredygtig omstilling. Der gælder bl.a. udnyttelse, eksport og import af fossile brændsler, karbon-budgetter og dekarbonisering på tværs af økonomier. Når det globale nord ikke selv følger ord op med handling, bliver netto-nul-framing og opfordring til dekarbonisering, der ofte skal baseres på lån og gældsætning, til et meget vanskeligt salg i Afrika. De rige lande skal anerkende eget ansvar for den eksisterende klimakrise. EU skal etablere nye gensidigt fordelagtige partnerskaber baseret på fælles interesser med blandt andet Afrika.  Det er forudsætningen for tillidsbaseret ligeværdig dialog og samarbejde. Der skal skabes en ’håbets dagsorden’, som ramme om en fælles håndtering af fælles udfordringer. Dette kræver nye tilgange til partnerskaber, internationalt samarbejde, finansiering, risikohåndering, forretningsmodeller og teknologioverførsler indenfor alle sektorer. Der bør fokuseres på gensidig læring mellem det globale nord og syd, f.eks. indenfor tilpasning.

• Der skal sikres en systemisk ’whole of government’ og ’ whole of society’ tilgang på tværs af alle værdikæder fra det globale til det lokale niveau, som muliggør integration af FNs Verdensmål og Parisaftalen overalt. Nationale udviklingsplaner og de nationale klimaplaner (NDC’er), skal tænkes sammen, promoveres af finansministre og regeringschefer og danne grundlag for offentlige og private investeringer. Det kalder på styrket koordination gennem hele værdikæden på såvel nationalt som globalt niveau, samt at sikre multi-stakeholder partnerskaber, der rettidigt inddrager den private sektor og civilsamfund, samt andre ikke statslige aktører.

• Der skal rejses mange gange større investerings- og kapitalstrømme i understøttelsen af den integrerede udviklings- og klimaindsats i det globale syd. Der er et særligt behov for at sikre fokus på at styrke rammebetingelser, skalere risiko-afdækning og -håndtering samt anvendelse af blandet finansiering. Alle EU-lande bør nå FN-målsætningen om 0,7% af BNI til udviklingsfinansiering. Omdirigering af fossile subsidier til investeringer i grøn omstilling, en afgift på international skibsfart og om muligt andre afgifter på karbonudledning samt en reform af udviklingsbankerne er centrale i denne indsats. Der skal arbejdes på at reducere investeringsrisici bl.a. ved at øge regering-til-regering-samarbejdet om transparent, forudsigelig regulering, kapacitetsopbygning indenfor vedvarende energi, fremme af gennemsigtige investeringspolitikker, anvendelse af garantier og blended finance og derigennem reduktion af kapitalomkostningerne og prisen på vedvarende energi i de mindst udviklede lande. Der er desuden behov for løsninger, som ikke forgælder udviklingslande, der integrerer udvikling og klima.

• Danmark bør bruge sit formandskab i 2025 til arbejde for investeringer i integrering af bæredygtig udvikling og klima, herunder at få øvrige EU-lande til at afsætte 0,7% af BNI i støtte til udvikling. Danmark bør fremadrettet både fokusere på samarbejde med lande med udbredt fattigdom og lande, der driver den grønne omstilling. Dansk landetilstedeværelse/viden til også at kunne bringe den private sektor og civilsamfundet i spil, og områder som vand, energi, fødevarer og erhvervsuddannelser, hvor Danmark har særlige kompetencer, bør indgå i valg af samarbejdsområder. I dansk regi kalder det på styrkede myndighedssamarbejder for at kunne understøtte arbejdet med transparente rammebetingelser på især energi, vand og fødevarer og understøtte uddannelse af kvalificeret arbejdskraft og kompetencer i den nationale arbejdsstyrke for at drive den grønne omstilling. Danmark bør derfor fokusere yderligere på ”Skills” – dvs hjælper med at uddanne relevant arbejdskraft i udviklingslande med et sådant behov. Af samme grund bør Danmark udstationerer flere danske eksperter hos partnerorganisationer i samarbejdslande for at optimere og kapacitetsopbygge disse lande. Gensidig vidensudveksling bør fremmes mellem de rige lande og samarbejdslande – særligt på klimatilpasning. Adgang til risikovillig kapital er ofte et problem, og Danmark bør intensivere indsats for at skabe yderligere finansielle mekanismer, blandt andet gennem IFU, der kan påtage sig en del af investor risikoen og derved reducere prisen for den grønne omstilling i udviklingslande.