Politikerne svigter både klimaet og vælgerne

Pressemeddelelse
Ny måling viser, at stadig færre danskere tror på klimaforandringerne på trods af det seneste års markante klimaforandringer. Danmarks grønne tænketank lægger et stort ansvar hos politikerne.

I den fjerde udgave af det såkaldte Klimabarometer, som CONCITO udgiver i samarbejde med analyseinstituttet Interresearch A/S, kan der spores ganske markante ændringer i danskernes tro på klimaforandringer i forhold til den sidste måling for fire måneder siden. I oktober 2010 var der således 75 % af de adspurgte, der er helt eller delvist enige i, at den gennemsnitlige temperatur på jorden er stigende. Det tal var faldet til 68 % i februar 2011. I Klimabarometeret fra juni 2010 mente 23 % af danskerne, at klima var det mest bekymrende politiske tema, mens det tal er faldet til 16 % i den nye måling. CONCITOs formand Martin Lidegaard er ikke i tvivl om årsagen:

- Mens den ene naturkatastrofe efter den anden fejer over skærmen og prisen på både olie, kul og mad er steget eksplosivt blandt andet som følge af klimaforandringerne, er klima nærmest blevet et fyord i dansk politik. Efter COP 15 tør de danske politikere nærmest ikke hviske ordet længere.

Heller ikke erhvervslivets sidste store vækstudspil ”Sammen om vækst” nævner klima eller miljø med ét ord. Lidegaard:

- Det er desværre en udbredt opfattelse både på Christiansborg og hos andre centrale aktører, der faktisk vil klimaet det godt, at temaet ikke kan sælge hos befolkningen. Derfor spilles der strategisk på økonomi og forsyningssikkerhed som de vigtigste argumenter for den nødvendige omstilling.

Men de økonomiske argumenter bør ifølge tænketanken ikke stå alene, selvom der er tale om gode argumenter. Hvis befolkningen ikke er klar over klimaets faktiske tilstand, kan det på sigt blive langt sværere at gennemføre den nødvendige omstilling, ikke mindst inden for de dele af forbrug og adfærd, som den enkelte borger selv er herre over. Dertil kommer, at klima trods alt stadig er et af de emner, der bekymrer danskerne allermest, kun overgået af finanskrisen og arbejdsløsheden, og knap halvdelen af danskerne mener ikke, at deres parti gør nok for at imødegå klimaforandringerne. Lidegaard:

- Det er simpelthen en and, at der ikke er stemmer i klimaet. Kig bare på Tyskland og Sverige, hvor de grønne partier er stormet frem. Og selv hvis det var rigtigt, har politikerne stadig et ansvar som formidlere af de problemer, vi står overfor. Det er dem, der sætter den politiske dagsorden, som vælgerne forholder sig til, og de bør forholde sig til klima.

Således vurderer CONCITO, at de igangværende prisstigninger og den enkelte husejers udgifter til klimatilpasning let kommer til at betyde langt mere for den danske økonomi og udviklingen i danskernes realløn end både efterløn og ejendomsskatter til sammen.

Yderligere oplysninger:
Martin Lidegaard, 29 89 67 00
Thomas Færgeman, 29 89 66 00

Relaterede emner