Trafikplanen et skridt i den rigtige retning

Pressemeddelelse
– men de politiske forhandlinger bliver afgørende for om klimamål nås. Det er højst usikkert, om den kan sikre de 20 % reduktion i CO2-udslippet, som er målet. Det vurderer Danmarks grønne tænketank, CONCITO.

CONCITOs formand Martin Lidegaard udtaler:
”Det er en meget glædelig nyhed for klimaet, at man nu har besluttet at indføre road pricing i Danmark. Men det er uhyre svært at vurdere den reelle effekt for miljøet, fordi udspillet indeholder så mange jokere. For eksempel ved vi for lidt om sammensætningen af fremtidens bil- og kørselsafgifter ligesom vi heller ikke ved, hvilke vej- og baneinvesteringer man vil prioritere frem mod 2020. Og uden den viden er det svært at spå om effekten. Derfor er de politiske forhandlinger i 2009 helt afgørende for fremtidens trafik og dermed klimaet.”

For investeringerne gælder, at hele 20 mia. kroner i planen endnu ikke er udmøntet. Hvis de penge fortrinsvis bruges på motorveje – hvad man godt kan få indtryk af ved at læse regeringens idékatalog – risikerer man samlet at få et stigende CO2-udslip, fordi nye motorveje fører til et markant øget CO2-udslip, som investeringerne i jernbanen slet ikke kan opveje. Den mest offensive nye investering – en ny jernbane mellem København og Ringsted – vil kun føre til en CO2-reduktion fra personbilerne på 15.600 tons, mens den øgede togtrafik vil give 17.300 tons ekstra – altså netto en negativ effekt for klimaet.

Dertil kommer at flere af de foreslåede motorvejsinvesteringer kan vise sig overflødige, hvis man får en effektiv kørselsafgift. Martin Lidegaard siger:

”Det ville være noget mere logisk først at beregne de trafikale effekter af en fremtidig road pricing og derefter vurdere behovet for nye motorveje. Det ville give en mere økonomisk og klimavenlig tilgang til problemet.”

Yderligere information:
Formand Martin Lidegaard 29 89 67 00
Direktør Thomas Færgeman 29 89 66 00

Relaterede emner