Vi skal som samfund træde ud af klimakynismens vadested

Snart er sommeren forbi, men den bør ikke gå i glemmebogen. Det har været en sommer præget af en lang række alarmerende klimarekorder, som klimavidenskaben har advaret os om i mange år. Nu sker ændringerne hurtigere end antaget og med større konsekvenser.

Vi har set hundredvis af nationale, regionale og globale klimarekorder blive slået over de seneste par måneder. I Danmark så vi den varmeste juni, og så den vådeste juli nogensinde.

Vi har oplevet en rekordhøj global middeltemperatur på 17,23 grader, og udsigt til at 2023 kan blive det varmeste år i moderne tid – oveni i de seneste varmeste otte år, der nogensinde målt.

Vi har set ekstreme niveauskift i havvandstemperaturer i Nordatlanten, i havisdækket i Antarktis og et boblebad-varmt hav ud for Floridas kyster. På trods af vinterhalvåret på den sydlige halvkugle ses temperaturer her på mellem 10 og 20 grader over normalen.

Vi lytter til chokerede og højtrespekterede klimaforskere, der aldrig har set noget lignende, og som peger på de menneskeskabte klimaforandringer som den mest sandsynlige årsag til det.

Vi oplever over 1.000 skovbrande i Canada og omkring middelhavet, intense hedebølger, oversvømmelser og ’unaturlige’ storme overalt på den nordlige halvkugle. Over tre milliarder mennesker oplever i disse måneder et ekstremt klima.

Millioner har måtte forlade deres hjem i Afrika, Asien, Europa og USA på grund af klimarelaterede naturkatastrofer – særligt tørker og oversvømmelser – og når tallene bliver gjort op efter også august og september måneders tørker, og efterårets kommende tyfonstorme i Stillehavet, vil de globale skader anløbe tusindvis af milliarder kroner, og titusinder af menneskeliv vil tabes. 

Voldsomt alarmerende

Det er voldsomt alarmerende. Men ikke helt uventet. Klimavidenskaben har længe fortalt os, at klimaet bliver mere ekstremt, hvis ikke der sættes ind. Er det netop det, vi ser nu?

Har vi mon passeret afgørende tipping points i den globale klimabalance? Har vi lagt os på et spor, der allerede nu er irreversibelt, eller kan vi endnu nå at undgå det værste med rettidige og dramatiske indsatser?

Er 'kaskaden' af tipping points, som professorerne Johan Rockström og Katherine Richardson og andre advarede os om, mon sat i gang? Er effekten af en kombineret global opvarmning og en begyndende El Nino, blot en tidlig indikator på hvad der generelt er i vente for os i en nær fremtid, hvor også 1,5 graders temperaturmålet nu må forventes at passeres?

Det er nogle af de ubesvarede spørgsmål, som rumsterer efter en uset klimavoldsom sommer. Men andre spørgsmål rejser sig naturligvis også:

Hvorfor handler vi så ikke på politisk niveau, med den styrke og den viljekraft, som tydeligvis er påkrævet, når nu vores viden og egne observationer i dag fremstår så krystalklare? Hvor vi ved, hvad der er på spil.

Nemlig potentielt vores civilisation og helt sikkert vores efterkommeres velbefindende på sigt, men allerede nu også de hundredemillioner af fattige mennesker, som allerede i dag bærer den tungeste pris for vores manglende klimahandling. Læg dertil uerstattelige tab i natur og biodiversitet overalt til lands og havs.

Nødret for klimaet

Hvor er den klimarelaterede nødret? I Danmark, i EU, i FN? Vi skabte et (stort set) imponerende globalt respons på covid-19 pandemien, men det synes umuligt på klimaområdet om end den økonomiske og menneskelige pris er mange, mange gange større på sigt.

Hvorfor domineres G7 og G20 topmøderne endnu ikke af ambitiøse og konkret forpligtende tiltag på at sikre den nødvendige dybdegående transformation af vores økonomier, og et markant løft i håndtering af de katastrofale følger som rammer de fattigstes livsvilkår?

Hvorfor er det stadigt et stridsspørgsmål at udfase eller blot nedbringe fossile brændsler? Hvorfor er reform af det internationale finansielle system endnu ikke omsat i konkret tilvejebringelse af yderligere tusinder af milliarder af risikoafdækkede dollars i understøttelse af det globale syds omstilling?

Såvel FN's internationale klimapanels sjette tilstandsrapport som også UNEP’s Emission Gap Report 2022 har understreget, at det er sidste udkald med transformative tiltag for at fastholde Parisaftalens temperaturmål og dermed bevare muligheden for at undgå det værste.

FN’s generalsekretær har talt om, at menneskeheden er i ’rød zone’, og senest erklæret, at menneskeheden er indtrådt i ’global boiling’ i stedet for ’global warming’.

Alligevel fortsætter de globale udledninger af drivhusgasser med at vokse, og alligevel udmelder landene omkring Nordsøen hensigter om at udvide olie/gas udvindingen, og den politiske kamp for at modgå ambitiøs klimahandling intensiveres i dele af Europa og USA.

Alligevel slår vi i år rekord på antallet af fly i luften på samme tid (138.000), og alligevel vokser forbruget af kød markant på globalt plan.

Der er også mange gode nyheder, som efterlader en spæd tro på, at vi endnu kan nå at vende skuden – takket være øget politisk bevågenhed mange steder, rekordstor innovation og anvendelse af klimavenlige teknologier, nye finansielle reguleringer, og ikke mindst en større folkelig bevågenhed omkring behovet for ambitiøs klimahandling, som sætter sig i dels en tydeligere politisk kurs og i et fremvoksende forretningsmæssigt lederskab.

Overhalet af klimavirkeligheden

Men vi overhales af klimavirkeligheden. Tempo og skala er stadigt helt utilstrækkeligt. Overalt. Globalt, men også i Europa og Danmark. Alt i alt peger det på en utrolig kynisme og inerti i vores måde at leve og forbruge på.

I vores investeringsmæssige praksis, i vores samfundsøkonomiske organisering, og ikke mindst i vores politiske dagsordener og lederskab overalt på kloden agerer vi stadigt med skyklapper for øjnene.  

I Danmark eksporterer vi stadigt en stor del af vores CO2-fodaftryk gennem vores forbrug. Vi udvinder selv stadig fossile brændsler fra den danske undergrund. Vi har endnu ikke en klimafgift i landbruget. Vi medregner stadigt ikke biomasse som klimabelastende.

Vi udbygger stadig en fossil infrastruktur overalt i landet. Og vores internationale bistandsbudget følger slet ikke med de markant voksende behov, som tegner sig i verden i krydsfeltet mellem den bæredygtige udvikling og den nødvendige klimaindsats i det globale syd.

Tiden hvor vi udskyder, forsinker, undskylder vores utilstrækkelige klimaindsats på dansk, europæisk og globalt niveau under hensyntagen til konkurrenceevne, markedsvilkår, arbejdspladser, samfundsøkonomi og så videre er forbi.

Omkostningen ved ikke at handle tilstrækkeligt vil jo åbenlyst voldsomt overstige eventuelle up-front omkostninger ved ambitiøst dansk og europæisk klimahandling. Det er logik for høns.

Danmark må trappe op

Med sommerens oplevelser synes det oplagt, at der fra dansk side arbejdes endnu mere målrettet med en ambitiøs klima-prisme i alle aspekter af vores sikkerheds-, udenrigs-, handels-, og udviklingspolitiske ageren.

Alle internationale indsatser bør vurderes ud fra deres effekt og relevans i forhold til at nedbringe udledninger af drivhusgasser og i understøttelsen af fattige samfunds modstandskraft overfor klimaforandringerne.

Det er et etisk og moralsk ansvar, som påhviler os alle, men særligt vores politiske ledere i Folketinget og regeringen har ansvaret for at sætte yderligere ambitioner, mål, retning, regulering og incitamenter for vores ageren.

Det må for eksempel nu være oplagt:

• At gå allerforrest som et reelt grønt foregangsland med at nå sine klimamål for 2025 med god margin, sikring af klimaneutralitet i 2040, og i skabelsen af et klimapositivt samfund i 2050.
• At rydde op i vores globale forbrugs- og produktionsfodaftryk gennem en ’social kontrakt’ med danskerne om ændrede forbrugsvaner og livsstile, og en langt mere ansvarlig regulering af, og opsyn med, danske og europæiske virksomheder og investorers beslutninger og værdikæder.
• At arbejde for etablering af et FN Klimaråd (på niveau med FN's sikkerhedsråd) som kan løfte den globale politisk-forpligtende indsats (eller regi af netop sikkerhedsrådet, som Danmark kandiderer til i 2026).
• At arbejde for klima-nødretslignende dagsordener og indsatser i FN og EU med henblik på øjeblikkelig transformativ handling, herunder at der som fokusområde for det danske EU-formandskab i 2025, arbejdes for at udmønte EU som en reel klimaunion og global klimaleder.
• At etablere en langt større økonomisk ramme for at understøtte det globale syd med særligt fokus på de svageste lande i vores nærområder, herunder mindst en tilbagevenden til niveauet i 1990’erne, hvor DK afsatte cirka 1,5 procent af BNI til støtte for global udvikling og miljø.
• At mangedoble egne og kollektive indsatser for at risikoafdække private investeringer i grøn infrastruktur og klimatilpasning overalt i verden, og at denne kobles med markant udbygning af det danske myndighedssamarbejde med vækstøkonomier og fattige lande.

Det kan kun gå for langsomt med af aflive klimakynismen.

Debatindlæg bragt d. 11. august 2024.