Vi søger en kommunikationsstudent til ungeprojektet GRO SELV

Job i CONCITO
Ansøgningsfrist
student
CONCITOs ungeprojekt GRO SELV søger en studentermedarbejder, der kan producere visuelt indhold, der understøtter formidlingen af projektets aktiviteter omkring cirkulært forbrug, plantebaseret mad og oplevelser i lokal natur.

GRO SELV er tænketanken CONCITOs grønne laboratorium, hvor unge i fællesskab eksperimenterer med at gøre bæredygtighed mere håndgribeligt og praktisk gennem workshops og sociale arrangementer rundt omkring i Danmark.

Som studentermedarbejder kommer du til at formidle og skabe både visuelle og skriftlige historiefortællinger af GRO SELVs aktiviteter samt til at være med til at passe og pleje vores digitale platforme og ikke mindst definere projektet for omverdenen. Vi tilbyder et alsidigt, vidensfunderet og varieret job, hvor du har rig mulighed at sætte dit præg på opgaveløsningen.

Dine opgaver vil omfatte:

  • Produktion af klima- og fællesskabsorienteret indhold til GRO SELVs medieplatforme målrettet unge - fx korte videoer, grafiske posts til Instagram, blogindlæg til concito.dk mm.
  • Tage billeder og optage video til arrangementer
  • Kampagneplanlægning - fra idé til udførelse
  • Opsøgende PR-arbejde og pressekontakt

Det forventer vi af dig:

  • Du har viden og praktisk erfaring med cyberkultur og sociale medier
  • Du kan klippe videoer, lave grafiske opsætninger og har sans for det visuelle
  • Du forstår dig på digital formidling og har lyst til mere praktisk erfaring
  • Du arbejder selvstændigt, kan prioritere opgaver og tager ansvar for løsningen af opgaver på dit område 
  • Du har en spirende interesse for bæredygtighed og klima

Du kan forvente

  • Et job, hvor du dagligt bidrager til at skubbe bag på den grønne omstilling af Danmark
  • Et uformelt arbejdsmiljø med god stemning og nærvær 
  • Stor indflydelse på planlægning af opgaver og egen arbejdsdag 
  • Støtte fra og sparring med engagerede kollegaer

 

Du vil blive en del af projektets sekretariat, med rig mulighed for at møde og udvikle med aktører landet over. Projektgruppen består af fire personer, der tilsammen har et højt videns- og kompetenceniveau inden for klima, ungeinddragelse, kommunikation og processer.

Praktisk information 

Stillingen er som udgangspunkt 15 timer om ugen, men den tilrettelægges med fleksibilitet i forhold til eksamen og undervisning. Arbejdspladsen er i CONCITOs sekretariat, Læderstræde 20, 1201 København K.

Send en kort ansøgning og dit CV til sekretariatsmedarbejder Amalie Jensenius aj@concito.dk med titlen ”Student til GRO SELV” senest fredag den 8. september 2023. Vi forventer at indkalde udvalgte ansøgere til samtale hurtigst muligt med henblik på tiltrædelse den 18. september 2023.  

Eventuelle spørgsmål til stillingen kan rettes til projektleder Mathias Eckersberg på telefon +45 2964 3729 eller me@concito.dk  

CONCITO betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen. 

Om CONCITO

CONCITO er Danmarks grønne tænketank. Vores formål er at medvirke til en mindre udledning af drivhusgasser og en begrænsning af skadevirkningerne af den globale opvarmning. CONCITO betyder ”jeg sætter i bevægelse” på latin, og det er, hvad vi ønsker at gøre på klimaområdet. Vi er et af Danmarks største grønne netværk med godt 100 virksomheder, forskere, organisationer og personer som medlemmer. Vi mener, at de klimapolitiske målsætninger kun kan nås gennem et nyt partnerskab mellem politikere, erhvervsliv og borgere – stat, marked og civilsamfund. Derfor er alle sektorer repræsenteret i tænketanken. Vi mener, at klimaproblemerne skal løses internationalt, men at Danmark og Norden bør gå foran.

Kontakt
Mathias
Projektmedarbejder, GRO SELV (på barsel)