Klimatilpasning - organisering og økonomi

I 2012 kom der mange nye initiativer på klimatilpasningsområdet. CONCITO har fulgt indsatsen tæt og været i dialog med centrale aktører på området. På grundlag heraf giver denne rapport en række anbefalinger, som regeringen, kommunerne og andre aktører bør inddrage i det videre arbejde med klimatilpasning.

Udfordringen med at tilpasse det danske samfund til ændrede klimaforhold er en kompleks opgave, som der er betydelig usikkerhed forbundet med. Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan og hvor hurtigt klimaet vil ændre sig. På den lange bane afhænger det af, hvor effektivt det lykkes at reducere udslippet af drivhusgasser. På den kortere bane ved vi ikke, hvor og hvornår det næste skybrud kommer. Men vi ved, at der vil komme både kraftigere og hyppigere regnskyl, og vi ved, at havvandsspejlet vil stige og at grundvandstanden vil ændres.

Det er under denne betydelige usikkerhed, at staten, kommunerne, spilde-vandsselskaberne, forsikringsselskaberne og borgerne i samarbejde med rådgivere skal sikre, at tilpasningen til det fremtidige klima sker på en hensigtsmæssig måde. Det skal sikre, at der investeres på et passende niveau og på rette tid og sted.
Relaterede emner