De offentlige kasser kan ikke dække klimabehovene. Finanssektoren skal bringes i spil med den nye kæmpefond

Regeringernes beslutning på COP27 om at skabe både en dedikeret fond og finansieringsmekanismer til håndtering af tab og skade-situationer i udviklingslande var ikke bare hovedresultatet fra konferencen.

Det var også en historisk beslutning om at finde et fælles svar på de enorme tab som særligt udviklingslandene oplever som følge af klimaforandringerne.

Forventningerne til fonden er betydelige, men det store spørgsmål er, hvordan den skal fungere i praksis.

Til forskel fra klimatilpasning dækker tab og skade de situationer, hvor tilpasning ikke længere er muligt, men hvor klimarelaterede chok og skader er så omfattende, at folk og samfund skal hjælpes videre i nye tilværelser og levegrundlag. Det kan for eksempel være situationer, hvor havvandsstigninger permanent oversvømmer øer, hvor storme og oversvømmelser fjerner levegrundlaget, eller hvor lange tørkeperioder umuliggør landbrug eller kvægdrift.

Skalaen på behovet for tab og skade-hjælpen er enorm: Den er beregnet til at anløbe mellem 200 og 400 milliarder amerikanske dollars allerede i 2030, og helt op mod 1 til 1,8 billioner dollars i 2050. Som en meget konkret illustration på behovet er det vurderet, at alene den voldsomme oversvømmelse af Pakistan tidligere i år kan anløbe en skadesomkostning på op mod 50 milliarder dollars.

Hvordan skal pengene uddeles?

Endnu udestår definitioner på tab og skade fondens uddelingskriterier og kriterier for hvilke typer af bidrag og finansiering, der kan gå ind i fonden.

Det skal politisk forhandles på plads frem mod COP28. En komité blev også nedsat på COP27, som skal fremkomme med et sådan forslag, men der er kolossal risiko for, at fonden og finansieringsmekanismerne bliver utilstrækkelige målt op mod ovennævnte behov, og at de skabes som det politiske kompromis’ laveste fællesnævner med både skala, agilitet og tempo i udbetaling som pris. Og det på alle aspekter af indbetalinger til fonden, udbetalinger fra fonden, og i selve fondens organisering og bestyrelsessammensætning.

• Er det for eksempel kun den vestlige donorkreds, der bærer et stort historisk ansvar, som skal bidrage til fonden?
• Skal også Kina som står for henved en tredjedel af verdens CO₂-udledninger bidrage til fonden?
• Skal den private sektor spille en rolle?
• Skal der anlægges en global skat på finansielle transaktioner, eller skal indtægten komme fra afgift på dele af den globale handel eller den fossile energisektor?
• Skal fonden kobles til reformen af det internationale finansielle system, herunder gældseftergivelse?

Og på uddelingssiden:

• Hvem skal have adgang til fonden?
• Er det alle udviklingslande, og dermed også de store vækstøkonomier? Er det kun de fattigste lande?
• Østaterne?
• Hvordan og i hvilken form skal pengene kanaliseres?
• Er det kun ’gavebidrag’, eller kan det også være i form af garantier, lån og kreditter?
• Hvem skal modtage pengene i udviklingslandene? Er det via finansministerierne? Klima-/miljøministerierne? Direkte til byer og lokalsamfund?

Og endeligt:

• Hvem skal beslutte, hvem der får penge?
• Hvilke kompetencer skal sikres i bestyrelsen og tilknyttede komitéer og rådgivende udvalg?
• Er er det hard-core finansfolk, er det landerepræsentanter udpeget i regi af klimakonventionen, dvs. af klima- og miljøministre i nord og syd?
• Hvilken stemme og rolle får ikke-statslige finansieringsrepræsentanter?

Afgørende at fonden drives professionelt og u-ideologisk

Spørgsmålene tårner sig op. Det er derfor afgørende, at design-processen frem mod COP28 fastholder et skarpt blik på at skabe en fond og mekanisme, som har den nødvendige investeringsmæssige professionalitet og agilitet, og som rummer et stærkt potentiale for skaleringen og gearing af privat kapital som omdrejningspunkt.

Det indebærer behov for, at fondens bestyrelse og tilknyttede komiteer ikke alene sammensættes af folk med forståelse for resiliens- og klimakonteksten i det globale syd, men også folk der med de rette kompetencer forstår finansielle instrumenter. Det gælder behovet for innovationen omkring multilaterale finansielle instrumenter, samt deres samspil med private kapital- og investeringsstrømme, og øvrige tilgange i det finansielle system, som kan bringes i spil, herunder eventuel kobling med gældsinstrumenter (eftergivelse) og brug af garantiinstrumenter på baggrund af Valutafondens (IMF) særlige trækningsmuligheder på verdens centralbanker.

Fonden og mekanismerne skal nemlig kunne sammensættes på en sådan måde, at der kan geares meget betydelige multilaterale og private investeringsstrømme ind i tab og skade dagsordenen for at skabe den nødvendige skala.

De offentlige kasser kommer aldrig til alene at kunne dække behovet på tab og skade, og det bliver helt afgørende, at der fra starten i designet af fonden og mekanismerne er fokus på skala og effektivitet, så indsatsen ikke drukner i klimakonventionens ideologiske konflikter mellem det globale syd og nord.

Debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 30. januar 2023.