Podcast: Kommunerne redder klimaet

Nyhed
kl
Kommunen.dk har med CONCITO som videnspartner lanceret podcastserieden "Kommunerne redder klimaet", hvor der bliver sat spot på klimaindsatsen i en række kommuner.

Afsnit 1: Borgermodstand i Frederikshavn

I første afsnit fortæller formand for KL’s Miljø og Teknikudvalg og borgmester i Frederikshavn, Birgit S. Hansen (S), hvorfor det er afgørende, at lokalpolitikerne tør at stille sig op på ølkassen og møde utilfredse borgere – også selvom hun tidligere har være lidt bange borgernes vrede og frustration i vindmølledebatten. 

Lyt til afsnit 1 her.

Afsnit 2: Danmarks elbilkommune nr. 1

Frederiksberg Kommune vil være landets førende elbilkommune, og borgmester Michael Vindfeldt (S) opfordrer andre kommuner til at følge i sporet. Det kræver dog, at man anerkender ladestationer som vigtig infrastruktur.

Lyt til afsnit 2 her.

Afsnit 3: Åbningen mod vest

I en fremtid med vildere vejr er det vigtigt med klimasikring. Økonomi og lovkomplekser kan dog stå i vejen for selv de bedste intentioner. Det er derfor afgørende at  gentænke tilgangen. Mød Lis Ravn Sørensen, som står i spidsen for det koordinerende arbejde mellem de syv kommuner, der ligger ud til Limfjorden og som på hver sin måde bliver ramt, når storm eller orkan presser vandmasserne ind i fjorden. 

Lyt til afsnit 3 her.

Afsnit 4: Roskilde elsker elcykler

Transportområdet er et af de områder i den grønne omstilling, hvor man endnu mangler at få knækket koden til, hvordan man får mindsket udledningerne. En del af trafikken kan elektrificeres, men den bedste løsning er, hvis borgerne kan droppe bilen til fordel for fx kollektiv transport eller cyklen. Mød Jakob Skovgaard Villien, trafik- og mobilitetsplanlægger i Roskilde Kommune i denne uges afsnit.

Lyt til afsnit 4 her.

Afsnit 5: Sammen om udtagning af lavbundsjorde

Lavbundsjorde er en af de helt store klimasyndere – både i landbruget og i Danmark. Lavbundsjordene står for hele 50 pct. af landbrugets samlede CO2-udledning, og de fylder derfor også en stor del i det samlede regnskab.  Kommunerne og lodsejerne er dog i fuld gang med at få udtaget en række af disse lavbundjorde. Det kræver en stor portion tillid for at få det vigtige samarbejde til at fungere, fortæller projektleder i Varde Kommune Jan Pedersen. 

Lyt til afsnit 5 her.

Afsnit 6: Grønnere mad i Odense

Det kan være svært at tale om borgernes madvaner, selvom klimaaftrykket er højt. I Odense har man succes med at lave grøn mad i stedet for at snakke om det.

Lyt til afsnit 6 her.

Afsnit 7: Sønderborg er halvvejs mod klimanullet

Sønderborg er blevet betegnet som energieffektivitetens hovedstad af det internationale Det Internationale Energiagentur IEA. Klimaindsatsen er forankret i ProjectZero, der samler private og offentlige aktører på tværs af kommunerne i en samlet strategi, der nu er hyldet internationalt.

Lyt til afsnit 7 her.

Afsnit 8: Guldborgsund vil vise bioøkonomiens potentiale

Lolland-Falster har i mange år været kendt for det hvide guld. Nu vil Guldborgsund Kommune udvikle en ny guldgruppe og blive bedre til at udnytte alle dele af produktionen. Med en satsning indenfor bioøkonomi skal bi- og restprodukter anvendes til nye formål – også selvom det endnu ikke er alle, der har fået øjnene op for potentialet.

Lyt til afsnit 8 her.

Afsnit 9: Knudepunktet for grøn transport

Fredericia har som et trafikalt knudepunkt i Danmark altid haft en central rolle i forhold til infrastruktur. Den position skal ligefrem styrkes i den grønne omstilling, hvor kommunen og erhvervslivet ønsker at være på forkant af udviklingen af nye grønne brændstoffer og infrastruktur. 

Lyt til afsnit 9 her.

Afsnit 10: Grøn omstilling kræver borgernes inddragelse

Borgerne har en stor rolle i den grønne omstilling både i forhold til opbakning til indsatsen, inspiration til nye løsninger og ikke mindst i forhold til deres eget forbrug. I Ballerup er man derfor taget hjem til borgerne for at inddrage dem i omstillingen.

Lyt til afsnit 10 her.

Relaterede emner
Kontakt
Tue
Seniorkonsulent, Fremtidens Byer