Der er nok mineraler til en massiv udbygning af vind og sol i Europa

En nødvendig og massiv udbygning af vind og sol i Europa, herunder også havvind i Danmark, øger efterspørgslen på mineraler, især aluminium, kobber, zink og silicium. Udbygningen gør dog i de fleste tilfælde kun krav på en brøkdel af verdens nuværende udvinding og reserver af mineraler. Selve mængden af mineraler, der skal udvindes, er ikke en barriere for et dekarboniseret Europa. Men hvis resten af verden skal følge trop, og efterspørgslen på mineraler også stiger i andre sektorer, bliver krav til genanvendelse og energieffektivisering uomgængelige, da en øget udvinding ikke er uproblematisk.

En fuld dekarbonisering af Europas elproduktion frem mod 2035 vil lægge beslag på 5% af de mineraler, der bliver udvundet globalt. Til sammenligning udgør Europas befolkning 10% af verdens befolkning med lidt over 15% af verdens elforbrug. Det er med et forsigtigt skøn 2-3 gange så mange mineraler i dette årti, i forhold til hvad den europæiske energisektor ellers ville lægge beslag på, hvilket derfor skaber en øget konkurrence i forhold til andre sektorers adgang til disse mineraler.

Det er konklusionen på baggrund af vores beregninger af et fremtidigt mineralforbrug til vind og sol i Europa. Vi har taget udgangspunkt i energitænketanken Embers modeller, som viser hvor meget vind- og solkapaciteten skal vokse i Europa for at levere 80% af elektriciteten i 2035. Det er koblet med det gennemsnitlige mineralforbrug for solceller, landvind og havvind, baseret på tal fra IEA og Wang et al (2023).

 

Notatets konklusioner

  1. Det øgede mineralforbrug til udbygning af vind og sol i Europa er ikke en uvæsentlig udfordring, men det udgør kun en brøkdel af verdens samlede udvinding. Der er nok mineraler.
  2. Hvis energisektoren i Europa skal dekarbonisere, hvor vind og sol leverer op mod 80% af elektriciteten, svarer det årlige forbrug af de mineraler, der skal bruges, til 2-3 % af et års globale udvinding.
  3. Mineralforbruget afhænger i høj grad af valg af teknologi, især for solceller. Her kan der i nogle tilfælde være udfordringer med udvindingen af enkelte, men essentielle, mineraler, f.eks. tellurium.
  4. I takt med en global udbygning af vind og sol, samt stigende mineralforbrug i andre sektorer, må der stilles krav til bl.a. genanvendelse og energieffektivisering.  
Relaterede emner
Ekspert
Torsten
Cheføkonom, Analyseteamet
ghjk
Studentermedarbejder, Analyse