CCS virker, men skal anvendes med omtanke
FN’s klimapanel påpeger i seks af syv hovedscenarier, at CCS bliver nødvendigt, hvis verden skal lykkedes med at indfri Paris-aftalen. EU’s klimaråd ser CCS som vigtigt værktøj i deres scenarier for en ambitiøst klimamål i 2040. IEA har desuden 1 milliard tons CO2-reduktioner med CCS i 2030 i deres ’net-zero’-scenarie, endda efter en betydelig nedjustering fra seneste rapport.
Der er altså brug for meget CCS på kort tid – samtidig med at alle sektorer reducerer udledninger markant, også på kort tid.
Globalt er der allerede udledt så store mængder CO2, at vi på sigt skal fjerne milliarder af tons CO2 fra atmosfæren for at begrænse klimaforandringerne til et tåleligt niveau. Dette kan CCS bidrage til, når CO2-fangst sker direkte fra atmosfæren eller fra biogene restprodukter, der med fotosyntese har optaget CO2 i deres vækstfase.
Lagring af CO2 med løsninger som biokul og gletsjermel kan måske også levere markante bidrag. Dertil skal skov også suge CO2 ud atmosfæren, men træerne vokser ikke ind i himlen, da det kræver meget areal, og derfor kan skov næppe dække hele behovet for at fjerne CO2 i fremtiden, som globalt kan være over 10 milliarder tons om året på sigt.
Vi skal lære af internationale erfaringer
Forskere har estimeret, at der globalt blev lagret 29 millioner tons CO2 i 2019, hvor kapaciteten på fangstanlæggene var 36 millioner tons. Forskellen kan blandt andet forklares med en kombination af tekniske udfordringer og manglende økonomisk incitament til rent faktisk at drive fangstanlæggene. Sidstnævnte skyldes blandt andet, at flere projekter har brugt CO2 til olieudvinding og derfor ikke har kørt fuld kapacitet, når olieprisen har været lav.
Det er begrænset med offentligt tilgængelige data og evaluering af CCS-projekter. Et studie af amerikanske projekter har påpeget en række årsager til, at flere projekter er skrinlagte, herunder usikkerheden om fremtidige indtægtsstrømme
Dette gælder blandt andet projektet ’Petra Nova’, der er et af verdens største CCS-projekter, der har fanget CO2 fra et kulkraftværk i USA. Projektet blev finansieret med delvis statsstøtte og samtidig en forventet indtægt fra salg af CO2’en til olieudvinding (såkaldt Enhanced Oil Recovery, EOR).
Da olieprisen kollapsede i 2020, mistede projektet et afgørende indtægtsgrundlag og stoppede. Dog er driften annonceret genstartet i september 2023. På trods af, at projektet har været en kommerciel fiasko, kan det anses for en teknisk succes, da fangstraten har været godt 90 procent i den tid, kulkraftværket har været i fuld drift ifølge en evaluering af projektet fra den amerikanske energistyrelse.
En stor del af den betydelige nedetid for projektet i perioden 2017-2019 var selve fangstanlægget kun ansvarlig for en tredjedel af nedetiden. Resten skyldtes manglende energiforsyning, manglende behov for CO2 til olieudvinding og manglende drift af det kraftværk, der skulle fanges fra.
CCS skal prioriteres, hvor der ikke er bedre løsninger
Klimamæssigt giver det ingen mening at fange CO2 for så at bruge det til at pumpe mere klimaskadelig olie op. Historisk har dette dog været den primære anvendelse af meget indfanget CO2, hvilket bidrager til en vis portion sund skepsis overfor CCS. Derfor er det også positivt, at lande som Danmark har gjort det klart, at den indfangede CO2 ikke skal bruges til at hive mere olie op, men alene til permanent lagring.
Et andet projekt med en vis succes er Shell’s ’Quest’-projekt, som siden 2015 har produceret brint på naturgas med CCS (også kendt som blå brint) med høj gennemsigtighed på effektivitet og priser.
Brinten bruges til at rense en meget uren olie fra canadisk oliesandsproduktion. Selve CO2-fangsten fra brintproduktionen har leveret på deres mål om 80 procent fangst og efterfølgende permanent lagring af CO2’en – og kan derfor ses som en succes.
Igen er løsningen ikke klimamæssigt god, da det er tosset at fremstille brint lavet på gas (når man kan lave brint med grøn strøm) og derefter at anvende brinten til at rense beskidt olie, da denne type olie er den første, der bliver urentabel, når prisen på olien falder, som følge af elektrificeringen af resten af samfundet.
Det er ikke selve CCS-teknologien, men i det her tilfælde anvendelsen, der er problemet.
CCS skal bruges klogt og langt fra alle steder, hvor der står en skorsten med CO2 i dag. Størstedelen af vores udledninger – fossile som biogene – skal fortrænges med grøn strøm. Dertil skal en mindre del af vores udledninger fortrænges med brint, hvor direkte elektrificering ikke er mulig. CCS skal alene anvendes, hvor der ikke er gode alternativer.
I en dansk kontekst gælder det umiddelbart biogasopgradering, cementproduktion og affaldsforbrænding. Klimaet er bedre stillet med CCS på disse kilder end at fortsætte med at udlede CO2, indtil der måske kommer et bedre alternativ engang i fremtiden.
De næste år er afgørende
I Danmark er de første CCS-projekter på vej. I Norge bygges det første fangstanlæg i verden på en cementfabrik. I Holland er et fangstanlæg snart færdigt på et affaldsforbrændingsanlæg. I Belgien, Holland og Storbritannien er der ligeledes taget spadestik til flere projekter.
Der vil uden tvivl fortsat være mange annoncerede CCS-projekter, som ikke bliver til noget. Der vil være eksempler på dårlige anvendelser, hvor man kunne have gjort noget mere effektivt for klimaet. Men Danmark kan spille en vigtig rolle ved at sikre en klog og effektiv implementering af CCS, og sikre storskala og billig lagring af CO2 i den velegnede danske undergrund.
Flere politiske tiltag kan tages for at sikre, at CCS kun anvendes, hvor det er nødvendigt og ikke skaber lock-in på fossile brændsler, som nogle frygter. Dette kan for eksempel være højere CO2-afgifter – også efter 2030 – som sikrer, at fossile CO2-udledere, som cementfabrikker og raffinaderier, omstiller eller selv betaler for CCS.
Afgift på nettoudledning ved afbrænding af biomasse kan desuden sikre hurtigere elektrificering af varmen. Og så kan en genovervejelse og annullering af unødvendige offentlige infrastrukturprojekter også reducere behovet for cement – om det er med CCS eller ej.
Debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 30. oktober 2023.
