Ruslands invasion er en mulighed for at accelerere EU's grønne omstilling

Hvis nogen skulle være i tvivl om den grønne omstillings geopolitiske rolle, er de seneste dages skrækkelige scener i Ukraine en påmindelse.

Vores forbrug af gas og olie ikke bare er med til at drive klimaforandringer, men også fastholder EU i en ubehagelig afhængighed af en handelspartner som Rusland.

Det var derfor fornuftigt på flere planer, da statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale proklamerede, at EU skal være en klimaunion. På områder som forsvar, migration, arbejdsmarkedsforhold og sundhed, så har Danmark enten formelle eller politiske forbehold, så hvis Danmark vitterlig vil være i hjertet af kontinentet, er den grønne dagsorden et oplagt valg.

Danmark som grøn brobygger

Der er ingen tvivl om, at Danmark har meget at tilbyde. Men selv mastodonterne i EU må prioritere den politiske kapital for at maksimere indflydelsen. Det gælder i endnu højere grad for små lande som Danmark, hvor også ressourcetrækket i centraladministrationen er et ekstra benspænd.

Derfor er det vigtigt at gøre sig klart, hvordan vi vil bidrage til transformationen fra kul- og stålunion til klimaunion. Selvfølgelig skal vi altid holde den grønne fane højt, men det er afgørende med gennemtænkte til- og fravalg, hvis vi vil gøre en forskel.

Den danske strategi skal derfor baseres på en klar forståelse af den rolle, vi med fordel kan spille i EU. Vi kan ikke bare svinge vores kampvægt rundt i rådslokalerne, som eksempelvis tyskerne kan.

Et grønt flertal forudsætter aktiv alliancebygning. Både blandt medlemslandene, men også med civilsamfund og progressive virksomheder.

Grønne agenter skal bane vejen

Det har Danmark tidligere gjort med stor succes, blandt andet da man var primus motor bag det koordinerede pres på EU-Kommissionen, der i sidste ende var stærkt medvirkende til, at man fik hævet EU's 2030-reduktionsmål fra 40 til 55 procent. Den rolle bør man også påtage sig fremadrettet.

Det er velkendt, at særligt nogle af de østeuropæiske lande er fodslæbende på det grønne område, og det forplanter sig desværre også til EU. Med Danmarks grønne meritter in mente er spørgsmålet, om vi i højere grad også skal påtage os en rolle som brobygger. Ikke kun i forhandlingslokalet, men også når omstillingen skal foldes ud i praksis.

Ved at sende grønne "forandringsagenter" ind til at hjælpe med eksempelvis energiplanlægning, kan vi både understøtte direkte CO2-reduktioner og samtidig være med til at gøde jorden for en højere grøn fællesnævner i EU.

Det gør Danmark i forvejen globalt, og i august annoncerede man et nyt myndighedssamarbejde med Polen – i første omgang i forhold til fjernvarme. Det kan med fordel udvides både tematisk og geografisk, men med sans for de strategiske synergieffekter i EU-regi.

Kurs mod en grønnere søfart

Den grønne lyskegle i EU er nu rettet mod den enorme 'Fit for 55'-pakke, der skal omsætte 2030-målet fra teori til praksis. Skal Danmark have indflydelse her, skal man passe på med at smøre de begrænsede ressourcer for tyndt ud.

Som stor søfartsnation er Danmark eksempelvis en vigtig stemme i debatten om shippings klimabidrag, hvor det globale potentiale er massivt.  

Danmark har også en klar styrkeposition, når det kommer til vedvarende energi og energieffektivitet. Flere vindmøller og energieffektive løsninger er ikke bare afgørende for klimaet, men reducerer samtidig gas- og olieforbruget.

Med Ruslands invasion af Ukraine er der nu en geopolitisk anledning til hurtigst muligt at igangsætte en historisk udbygning af vedvarende energi koblet med ambitiøse energieffektivitetstiltag, så vi kan få udfaset vores fossile import.

I den omstilling skal Danmark eksempelvis spille en afgørende rolle ved at stille vores enorme vindressourcer til rådighed for Europa. Det vil også gavne både eksport og velfærd herhjemme.

Spareretorik mindsker Danmarks indflydelse

Effektiviteten af den danske tilgang afhænger imidlertid af, hvor vi bruger vores politiske kapital. I de seneste år har det danske "medlemskab" af den såkaldte Sparebande betydet, at vi har brugt kapitalen defensivt ved at fokusere på at undgå yderligere bidrag til den europæiske fælleskasse.

I praksis betyder spareretorikken, at vi må afsige os indflydelse på andre områder. Det bør derfor overvejes, hvordan et fornuftigt trade-off mellem øget økonomisk solidaritet og klimaambitioner kan se ud, så vi i stedet kan spille en offensiv rolle i klimaets tjeneste.  

Eksempelvis er Danmark ikke nogen stor fan af EU-Kommissionens foreslåede Sociale Klimafond, men hvis det er prisen for en accelereret grøn og retfærdig omstilling, så bør man indgå konstruktivt i de forhandlinger.

Som både reel og selverklæret grøn lederskikkelse i EU skal Danmark påtage sig et ansvar for de fælleseuropæiske ambitioner, med blik for en skarp, strategisk prioritering, og en intelligent mobilisering af potentielle allierede. Og hvis vi virkelig ønsker at gøre en forskel, er det pinedød nødvendigt at dedikere flere statslige årsværk til projektet.

Hvilket bedre tidspunkt end 50-året for vores ja til det europæiske fællesskab til at tage de endegyldige skridt mod en klimaunion med Danmark i hjertet?  

Debatindlæg bragt i Altinget Energi og Klima 3. marts 2022.