Eksperters udspil til ny CO2-afgift tester politikernes evne til at skabe reel grøn omstilling

Grøn skattereform
Denne uge er særlig vigtig set med klimaøjne. Endelig får vi et bud på en CO2-afgift for industrien. Det sker, når den politisk nedsat ekspertgruppe kommer med deres første bidrag til en grøn skattereform. Uden en høj og ensartet afgift kommer omstillingen ikke i gang i industrien og det bliver svært at nå Klimalovens mål om 70% reduktion af drivhusgasudledninger i 2030. En afgift er den nødvendige motor for den grønne omstilling, og ekspertgruppens udspil og politikernes mod vil sætte takten for dansk klimaomstilling fremadrettet.

At forvandle ekspertgruppens anbefalinger til en højere CO2-afgift er derfor den vigtigste klimabeslutning, som danske politikere vil stå med i 2022. I første ombæring vil anbefaling dække virksomheder i industrien, men dernæst bør andre sektorer som landbruget også håndteres. 

En afgift på drivhusgasudledninger er det mest effektive og målrettede tiltag, der kan tages for at reducere de danske udledninger. Det er en pointe, som er understreget i flere analyser blandt andet fra Det Økonomiske Råd og fra Klimarådet. En højere CO2-afgift vil give et klart signal. Det vil entydigt placere ansvar hos de aktører, der udleder drivhusgasser. Det vil håndhæve princippet om, at forureneren betaler. 

Hvis man politisk ikke griber den mulighed, som ekspertgruppens udspil giver, er der en risiko. En risiko for, at de reduktioner, som skal nås, vil blive indfriet på mindre effektiv vis og ved virkemidler, der er dyrere for Danmark. Det er skidt for både klimaet og samfundsøkonomien. 

Tager politikerne forfejlede hensyn, risikerer de at tabe klimabolden  

Dyre virkemidler er ikke den største bekymring for Danmark og den grønne omstilling. Den største bekymring, er at politikerne tror, at vi kan nå klimamålene uden, at samfundet ændres.  Den tro – eller vildfarelse - gør, at man risikerer at fravælge afgiften. Det er vigtigt, at erkende, at vores samfund og vores erhverv skal tilpasses. Hvis dem, der skader klimaet, ikke markant ændrer adfærd, så får vi ikke reel omstilling. Vandet stiger i båden. Vi kan ikke løse det ved at pøse. Vi skal over i en anden båd. Det skift kræver en omstilling i erhvervet. Det skift er en afgift med til at garantere. 

Alternativet til en afgift er støtteordninger, hvor staten forsøger at ‘nudge’ virksomheder til at omstille sig. Men uden at stille krav om det. En afgift derimod bidrager med to vigtige elementer, som støtteordninger ikke kan opfylde. En afgift påtvinger en handlepligt hos industrien, men den skaber samtidig en business case for de grønne investeringer. Den skaber vished hos dem, der skal investere om, at de fossile brændsler er fortid. En del af de største udledere som Aalborg Portland og Crossbridge Energi, der ejer raffinaderiet i Fredericia har udtrykt et ønske om et grønt skifte. Men fangst af CO2 i Aalborg eller grøn brint til Fredericia er kun levedygtige forretningsplaner, når de fossile brændsler pålægges en afgift.  

Ideelt set, så lægges afgiftens byrde helt hos udleder. Men de sociale og erhvervsmæssige hensyn, som klimaloven også bygger på, retfærdiggør at fremme af grønne teknologier og støtteordninger bliver en del af en samlet pakke. Der kan gøres en indsats for at begrænse effekt på de få berørte arbejdspladser og for at begrænse lækage. Så længe de tiltag ikke sker på bekostning af en afgift. De tiltag risikerer nemlig at udvande effekten af en CO2-afgift. 

De tre vigtigste spørgsmål til udspillet  

Når ekspertgruppen offentliggør deres udspil, er der i lyset af ovenstående en række relevante spørgsmål, som vil give svaret på, om opgaven er løst.  

Det første spørgsmål er naturligvis, hvilken udledning industrien forventes at stå med, hvis ekspertgruppens anbefaling vedtages. Det vil sige, hvor meget er industriens udledning reduceret med i 2030?
I dag er udledningen i størrelsesordenen 7 mio. tons. Det tal skal som minimum halveres frem mod 2030. 

De tværgående hensyn, som klimaloven er bygget på, betyder, at ekspertgruppen godt kan pege på en række understøttende tiltag til afgifterne. Sådanne tiltag kan være nødvendige, men afgifterne skal være det bærende element i at tilvejebringe reduktioner. Spørgsmålet er altså: hvor meget af reduktion er drevet af selve afgiften?  

Det er muligt, at udvalgte industrier bliver særligt tilgodeset eller undtaget. En sådan tilgang vil omfordele omkostning fra dem til resten af samfundet. Det vil samtidig øge omkostningen. Det er derfor relevant at se på, hvor mange undtagelser ekspertgruppens model lægger op til? 

Svaret på de spørgsmål er lige så relevante, når politikerne snart efter forvandler ekspertgruppens anbefalinger til  klimapolitik. Det er afgørende vigtigt første skridt mod højere og mere bredt anvendte CO2-afgifter på drivhusgasudledninger i Danmark 

Kontakt
Torsten
Cheføkonom, Analyseteamet
Indhold