Klimamål nås billigst med energieffektiviseringer i bygninger

Debatindlæg
Isolering energi bygninger
Det er en misforstået påstand, at der ikke er grund til at spare på energien, når den er grøn. Derfor er der fortsat brug for energieffektiviseringer. Men bygninger er et kompliceret område, så der skal en bred palette af løsninger til.

Af Camilla Damsø Pedersen, Seniorkonsulent i CONCITO

”Har byggeriet tabt kampen om den grønne omstilling”? Nej –tværtimod. ”Har byggeriet indtil nu formået at spille den rolle, den skal i klimakampen?” Nej – nok ikke.

I dag bidrager energiforbruget i vores bygninger med cirka 20 procent af udledningen af CO2, og cirka 10 procent af udledningen af CO2 kommer fra byggepladsen og produktionen af byggematerialer.

I det lys er det oplagt, at bygninger får en større rolle i den grønne omstilling. Men det er ikke nok kun at se på energibesparelser i bygningerne. Det er lige så vigtigt at se på reduktion af den CO2, der er indlejret i byggematerialerne, og den CO2 der udledes på byggepladserne.

En mere nuanceret tilgang
I tillæg til klimagevinsten, kan bygningerne spille en vigtig og ny rolle ved at medvirke til at skabe fleksibilitet i et energisystem, som bliver mere og mere elektrificeret. Bygninger rummer muligheder for at indrette forbruget efter produktionen af energi.

Dertil er der mange fordele ved klimamæssigt bæredygtige og energieffektive bygninger i form af bedre indeklima, øget komfort, mindre sygefravær og så videre.

Klimamålet nås billigst muligt med indsatser både for energieffektivisering i bygninger og erhverv, og for udbygning med vedvarende energi. Det er en misforstået påstand, at der ikke er nogen grund til at spare på energien, når den alligevel er grøn. Der er behov for en mere nuanceret tilgang som ”både og”.

Der er heldigvis en bredere erkendelse af, at selv den dag energien er 100 procent grøn, bliver den aldrig gratis. Men der er stadig behov for, at denne erkendelse slår bedre igennem på Christiansborg.

Et mindre energiforbrug kræver nemlig færre investeringer i produktion af vedvarende energi og netforstærkninger. Energieffektivitet virker nemlig også, når det er vindstille og gråvejr.

Bygninger er et kompliceret område
Derudover er energien så langt fra grøn i dag. El er i stigende grad blevet grønt, men elforbruget udgør fortsat kun en lille del af det samlede energiforbrug. Varme er i høj grad blevet grøn-brun, med alt for store mængder import og afbrænding af den biomasse, der er knaphed på i verden.

Transport er stadig kulsort og baseret på olie. Store dele af industrien er stadig storforbrugere af fossile brændstoffer.

Samtidig skal vi huske, at CO2-udledningen i Danmark udelukkende er så lav, fordi vi har et stort forbrug af biomasse. Der vil også være en betydelig klimagevinst ved at reducere mængden af biomasse, der afbrændes til opvarmning – selvom det ikke tæller i den officielle opgørelse.

Så der er mange gode grunde til fortsat at reducere forbruget af energi generelt. Udfordringen er, at bygninger er et kompliceret område med mange aktører og løsninger i spil. Det gør det også sværere at sælge budskaberne politisk.

Der er brug for en palette af løsninger
Skal potentialerne for energibesparelser opnås, skal der en kombination af regulering, information, og økonomiske virkemidler til. Endvidere er der stor forskel på bygninger i den offentlige, almene og private sektor.

Det er ikke ét enkelt virkemiddel, der skal til, men en palette af løsninger. Mere vedvarende energi er et lettere budskab at trænge igennem med, og det kan være lettere at opnå politisk enighed om et konkret projekt som eksempelvis etablering af en havvindmøllepark.

Desværre har der også været en tendens til, at flere aktører, herunder Finansministeriet, har modarbejdet energibesparelser i årevis. Flere samfundsøkonomiske analyser og Energistyrelsens scenarier viser ellers, at vi skal bruge mindre energi i vores bygninger og erhverv, samtidig med at vi udfaser de fossile brændsler, og investerer massivt i havvind, landvind, sol og så videre. 

Lad os håbe på, at den kommende strategi for bæredygtigt byggeri og klimaforhandlingerne resulterer i en række politiske beslutninger, der fremmer et mere klimamæssigt, energieffektivt og bæredygtigt byggeri. Det vil både være godt for klimaet, samfundsøkonomien og vores livskvalitet.  

---

Debatindlæg bragt i Altinget d. 28. november 2020

Relaterede emner