Vi skal maksimere tempo i havvindsudbygningen og sikre en retfærdig model for statslige indtægter

Imens det bliver afklaret, hvordan der findes løsninger for åben-dør-projekterne – måske særligt de projekter, der var relativt langt i myndighedsbehandlingen - er det vigtigt, at der bliver trykket på speederen for det, der bør være havvindsudbygningens hovedmotor: De statslige udbud.

Vi anbefaler at afholde multisite-udbud inden udgangen af 2023 for alle planlagte 9 GW, til opførelse hurtigst muligt. Samtidig bør man overveje, om ikke konkurrenceparameteren i udbuddet burde være, at staten tilbydes en ejerandel af den kommende energiproduktion, inspireret af oliekoncessionerne i Nordsøen. Det vil give større og mere langvarige indtægter.

Havvindsudbygningen går for langsomt

En af de største fejl i dansk klimapolitik de seneste år har været, at forudgående regeringer har tøvet med havvindsudbygningen og fokuseret på at afklare rammer for energiøer, der skal bygges efter 2030. Resultatet er, at vi nu befinder os i midten af et årti, hvor vi slet ikke etablerer den mængde havvindskapacitet, vi burde. Ikke mindst i lyset af behovet for en hastig grøn omstilling og europæisk uafhængighed af importeret gas.

Det er besluttet, at der skal udbydes i alt 9 GW til opførelse senest i 2030. Det er fire gange den nuværende kapacitet. Det betyder store mængder billig, grøn energi til danske virksomheder og husholdninger.

Hurtig udbygning giver store CO₂-reduktioner

Et vigtigt fokus for regeringen er at sikre, at værdien af Danmarks havbundsressourcer også tilfalder samfundet. Hensynet til de offentlige finanser må dog ikke ende med at forsinke udbuddene. Jo hurtigere ny havvindskapacitet kan etableres, jo før får virksomheder og husholdninger gavn af lavere elpriser, jo mere naturgas kan vi fortrænge og jo flere CO₂-udledninger undgår vi.

Tempo bør derfor være det afgørende fokus. Jo før havvindmølleparkerne kan opføres, jo bedre. Hvis eksempelvis de planlagte 9 GW opføres i hurtigt tempo fra 2026 til 2030 så kan vi spare 14 mia. kubikmeter gas svarende til fem års produktion fra Thyra-feltet og 29 mio. ton CO₂. Det er værd at huske på. Dertil kommer de økonomiske gevinster for elforbrugerne ved en hurtig udbygning, som fx EA Energianalyse for Dansk Erhverv har vist er betydelige.

Optimalt set udbyder staten alle 9 GW på én gang. Staten bør desuden ikke lægge unødige forhindringer for en endnu større udbygning. Hvis aktørerne vurderer, at det er muligt og rentabelt at installere mere kapacitet på et givent havareal end staten først havde regnet med, så bør man ikke stå i vejen herfor. Det vil blot give endnu mere grøn energi, fx til produktionen af brint og flere indtægter i statskassen.

En ny model for langvarige statslige indtægter

Så er der spørgsmålet om, hvordan staten sikres en rimelig betaling for havbunden. Her er det vigtigt at huske på, at udbygningen af havvind jo ikke stopper i 2030. Tempoet skal holdes oppe i årene efter, og det ved vindmølleaktørerne godt. Det betyder, at der er en vis usikkerhed om, hvor mange penge der kan tjenes efter 2030 i et elmarked med langt mere havvind, der presser elprisen nedad.

Derfor kan de statslige indtægter blive noget mindre end nogle måske håber. Havvindsudbygningen bliver ikke et nyt olieeventyr. Til gengæld er det heller ikke en ressource vi brænder af for evigt til skade for klima og miljø.

Det betyder dog ikke, at vi skal give vores havbund væk, tværtimod. Staten bør indrette et udbud, der sikrer penge i kassen. Ved det seneste udbud for Thor-projektet skal hele betalingen falde inden for de første par år af projektets levetid. Det er ikke hensigtsmæssigt. Betalingen bør i stedet tilfalde staten over en længere årrække. Det stemmer bedre overens med det faktum, at staten har en mere langsigtet investeringshorisont end kommercielle aktører.

Man bør dog seriøst overveje, om ikke man kan gøre det endnu bedre. Den måske mest meningsfulde model ville være at lade aktørerne konkurrere på, hvor stor en produktionsandel og dermed andel af fremtidige indtægter, de vil give til staten. Den model minder om oliekoncessionerne, hvor en andel af værdien af olie- og gasproduktionen går til Nordsøfonden. Det vil opfylde regeringens ønske om, at de danske havarealer kan bidrage til fremtidens velfærd i mange år ud i tid.

Samtidig tjener det et andet vigtigt formål: Staten får hånden på kogepladen og dermed et klart incitament til at sikre rammerne for, at energien bliver flyttet derhen, hvor den skaber mest værdi. Det vil understøtte, at Danmark fører en aktivistisk, grøn energipolitik. Endelig vil modellen indebære, at staten kan opnå flere indtægter relativt til en fast betaling, mod at påtage sig en smule mere risiko.

---------------------------------------

Dette debatindlæg har været bragt i Energywatch 2. marts 2023